»Hvem kommer først?«
Enhver forælder til søskendebørn kan nikke genkendende til sætningen, der ofte bliver efterfulgt af børnefødder i løb, og arme, der sørger for at holde den trælse lillebror eller den hurtige storesøster tilbage fra den fiktive målstreg.
Men for 92-årige Rosa Pedersen har sætningen – og de efterfølgende spurter – også været en medvirkende årsag til, at hun i dag er indehaver af intet mindre end otte verdensrekorder i atletik og et ikke helt ajourført antal medaljer i guld, sølv og bronze.
Men det er mange!
Rosa Pedersen var den næstyngste i en søskendeflok på tolv, bestående af syv piger og fem drenge. Faren var skovfoged, og børnene havde masser af plads og rig mulighed for at lege i den store granplantage, Klelund Plantage, i det sydlige Jylland.
»Vi konkurrerede jo altid,« forklarer Rosa Pedersen om forholdet til sine mange søskende.
Hun mener selv, at det er derfra, hendes konkurrencegen og vinderinstinkt stammer.
»'Hvem kommer først? Hvem kan det? Hvem tør kravle op i det træ?' Det var jo noget, vi bare gjorde. Og det var sjovt. Jeg tænker, at al den konkurrence kommer deraf. Fordi vi konkurrerede som børn,« fortæller Rosa Pedersen.
»Jeg har altid gerne villet vinde. Jeg ville jo gerne være lige så god som mine brødre, der var ældre end mig.«
Og nu er Rosa Pedersen så oven i købet blevet hædret for sine præstationer og for den lange og imponerende karriere på atletikbanen.
Det internationale atletikforbund for masteratleter – altså atleter fra 35 år og opefter – har i denne uge tildelt Rosa Pedersen titlen som den bedste kvindelige atlet i Europa og har i denne uge uddelt hæderen i forbindelse med EM i indendørs atletik i Portugal.
Rosa Pedersen har ikke selv været til stede ved EM i Portugal, men husker tydeligt sin egen reaktion, da hun fik at vide, hun var årets kvindelige europæiske atlet over 35 år.
»Det var jo helt utroligt. Den bedste i Europa! Men det var jo så på grund af alle de verdensrekorder, jeg havde slået sidste år.«
Blev du glad?
»Ja, altså sådan lidt stolt. Det var da meget skægt. Og så var jeg glad for at få alle de beskeder og hilsner på Facebook,« fortæller Rosa Pedersen med ydmyghed i stemmen.
Det er ikke kun atletikken, der har fyldt i Rosa Pedersens aktive liv. Indtil hun fyldte 72 år, var hun også i fuldt firspring på håndboldbanen i Stjernen IF i Odense. Ligesom swimmingpoolen i haven ved huset i Odense-bydelen Bolbro er flittigt i brug i de varme måneder.
»Tidligere, når børnebørnene var på ferie, så var vi også altid ovre på en brakmark herovre og spille fodbold,« fortæller hun begejstret.
Én gang om ugen træner hun i atletikklubben. Når det bliver lidt varmere, så skruer hun op til to gange. Og hun bliver aldrig træt af det.
»Nu er jeg med på sådan et atletikhold med både mænd og kvinder. Det er så spændende og sjovt at være med der. Og så skal jeg jo træne lidt for at holde mig i form.«
Otte verdensrekorder i forskellige aldersgrupper er det blevet til indtil videre inden for højdespring, længdespring, kuglestød og spydkast. De seneste to slog hun i februar ved DM i Randers.
»Jeg skulle hædres ved de indendørs mesterskaber, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte stille op i konkurrencen. Jeg stillede op i længdespring og kuglestød, og så satte jeg to verdensrekorder.«
»Man føler sig da sådan lidt sej. Jeg havde ikke sprunget længdespring i lang tid, så jeg var lidt nervøs for, om jeg overtrådte, og om mit tilløb nu kunne passe til indendørs. Men jeg sprang 2.23 i første spring. Jeg måtte gerne have fået flere forsøg, men det var jo ikke nødvendigt,« fortæller Rosa Pedersen om de seneste rekorder.
Og noget tyder på, at det ikke bliver de sidste.
»Sidste år tænkte jeg, at jeg ville have sat én i 100-meterløb, for den mangler jeg. Men så kunne vi ikke træne på grund af corona, så det blev ikke til noget. Jeg ved ikke, om jeg kan løbe 100 meter i år. Men jeg kan da altid forsøge. Det kan da altid blive til en dansk rekord.«
Hvis Rosa Pedersen skal føje endnu en verdensrekord til den lange rekordliste, så skal de 100 meter løb tilbagelægges på under 23:15 sekunder, som rekorden lyder på i dag.
»Jeg kan da bare prøve. Men jeg gider jo ikke rejse efter det, så det bliver, hvis vi skal have et stævne. Så kan jeg jo bare melde mig til, og så kan jeg jo godt sætte en verdensrekord på hjemmebane.«
