Flere detaljer om USA's finansielle redningsplan er fremlagt for Kongressen. Eksperter mener, at planen kan komme til at koste 1000 milliarder dollars - 5390 milliarder kroner.

Selvom de nøjagtige detaljer i USA's finansielle redningsplan endnu ikke er blevet afsløret, så mener økonomer, at planen, der beskrives som 'alle økonomiske redningsaktioners moder', ikke vil blive en nem opgave, og at det kan komme til at koste den amerikanske stat op mod 1000 milliarder dollars (cirka 5390 milliarder danske kroner, red.).

Den amerikanske finansminister, Henry Paulson, sagde i går, at redningsplanen, der bl.a. skal opkøbe banker og øvrige finansselskabers dårlige gæld, vil koste regeringen 'flere hundrede milliarder' dollars.

- Det må nødvendigvis være stort nok til at gøre en egentlig forskel og nå ind til hjertet af dette problem, påpegede Paulson.

Ifølge avisen New York Times kan planen komme til at koste 500 milliarder dollars, mens en række eksperter mener, at regningen kan blive på det dobbelte.

Kongressens demokratiske ledere har lovet at handle hurtigt for at kunne få handlingsplanen ført ud i livet.

/ritzau/Reuters