Den 16-årige Rasmus P., der brutalt bankede en mand ihjel og filmede det på sin mobiltelefon, kan være på fri fod allerede om et år.

Fire års fængsel. Det var, hvad den 16-årige Rasmus P. fik for at have banket Henrik Bjerremand Kristensen, så han døde. Men allerede om et år kan drabsmanden igen være fri.

Kriminelle unge under 18 år bliver nemlig som udgangspunkt prøveløsladt, når blot halvdelen af deres dom er afsonet. Og da Rasmus P. allerede har siddet varetægtsfængslet et år på en sikret ungdomsinstitution, kan han altså blive prøveløsladt om kun et år. Det fortæller Bodil Philip, fængselsinspektør i Ringe Statsfængsel, hvor den 16-årige sandsynligvis skal afsone sin dom.

- Voksne afsoner som regel to tredjedele af dommen, inden de prøveløslades, men med unge er det som regel, når halvdelen af dommen er afsonet, siger hun.

Bodil Philip understreger dog, at det altid er en konkret vurdering fra sag til sag. I oktober sidste år overfaldte den dengang 15-årige Rasmus P. den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen, der var på vej hjem efter en sammenkomst med sit fodboldhold.

Her blev Henrik Bjerremand tævet ihjel og mishandlet til ukendelighed. Hans kranium blev smadret af spark. Bagefter stjal den 16-årige sit offers pung og nøgler og filmede den livløse, mishandlede mand med sin mobiltelefon.

Politikere er dybt forargede over, at ofrets familie og venner allerede om et år kan risikere at møde Rasmus P. på gaden, og de vil nu undersøge mulighederne for, at unge under 18 år, der begår særlig rå vold, ikke får særbehandling på grund af deres lave alder.