Øjnene strålede – ikke blot hos hovedpersonen selv, prinsesse Marie – men også hos prins Joachim, og de mange gæster på den franske ambassade i København. Som plukket ud af et H.C. Andersen-eventyr kom den smukke prinsesse ind i en superelegant knækort kjole – naturligvis i kongeblå.

Ingen i forsamlingen fandt anledning til at udbryde som den lille dreng i eventyrdigtenes ”Kejseres nye klæder” – jamen, hun har jo ikke noget på. For påklædningen var til ug. En fotomodel – og endnu vigtigere – en prinsesse værdig.

B.T.s udsendte spurgte den smukke elegante prinsesse, hvordan hun følte sig som dansker – nu bryllup og bryllupsrejse var overstået.

- Det er dejligt, meget dejligt lød det på klingende flot dansk – og svaret kom prompte. Og med en vist stolthed at forstå.

På B.T.s spørgsmål om, hvordan det gik med at lære det svære danske sprog kom prins Joachim smilende sin kone til undsætning: -Det går, det går.

Og omgående fik han et kærligt blik fra Marie og et næsten skjult tryk i hånden. Opbakningen fra Joachim var ingen det mindste i tvivl om.

Prinsesse Marie har endnu ikke sagt så mange ting på dansk ved offentlige arrangementer – bortset fra ”vi ses på lørdag” på Møgeltønder Rådhus kort før brylluppet.

Og så lige et ret så vigtigt ”JA” nogle dage efter i kirken!

Ved dagens reception på den franske ambassade havde Marie dog ingen grund til at frygte sprogproblemer – for hele konversationen foregik på fransk med ambassadør, madame Bérengére Quincy’s særlig indbudte gæster.

Prinsesse Marie levede også flot op til sine egne ord: at hun først og fremmest ville være sin mands kone – og lod prins Joachim føre ordet. Hvilket han gjorde på fornemt fransk.

Og de var der alle. Tidligere ambassadører, der havde repræsenteret Danmark i Paris samt designere, erhvervsfolk og kunstnere. En smuk buket rød-hvide roser der stor godt til de blå, røde og hvide franske farver.

Torsdag skal prins Joachim deltage ved honnør-marchen på Rosenborg Slotsplads i anledning af Den Kongelige Livgardes 350 års jubilæum. Her holder ”prinsessen dog en fridag”.

Men fredag er hun ved sin mands side igen - i Berlin til åbningen af et dansk-tysk naboskabs-projekt.

Mange spørger i øvrigt: Hvilke protektioner skal Danmarks nye prinsesse have? -Men det er der ikke taget stilling til endnu. Det kommer hen ad vejen, lover prins Joachims sekretariatschef, oberst Kurt Bache.

Til gengæld er obersten tavs som en østers, når talen går på prinsesse Maries mystiske ”sidste øjebliks afbud” for nylig, hvor hun sammen med Joachim skulle til koncert i Odd Fellow Palæet, hvor Det Danske Drengekor optrådte.

Men måske har Marie haft det som H.C. Andersens prinsesse, der havde sovet så frygteligt om natten – fordi der lå en ært under alle dyner og madrasser.

Og så er man ikke til så megen fest og ballade dagen derpå. Men i dag var der ingen slinger i valsen – Marie var festens ”dronning”.