Kronprinsesse Mary har intet at frygte. Hvis hun skulle blive skilt fra Frederik vil hun ifølge en hemmelig 'skilsmisse-kontrakt' blive sikret et liv i luksus. Det skriver B.T. i dag.

Mary vil få masser af penge, chauffør, bodyguards, en »passende« bolig og fastholde de fleste af sine privilegier.

Sådan lyder den enslydende vurdering fra en række jurister – med ekspertise i familie-ret – som B.T. har talt med.

Ekstra Bladet kunne i sidste uge på forsiden fortælle, at kronprins Frederik har fået indført en »fedtsyl-paragraf« i en ny ægtepagt, så han slipper for af egen lomme at betale hus og penge til Mary, hvis de skilles.

Ekstra Bladets historie, som blev citeret i næsten alle danske medier, slog fast, at den nye ægtepagt »svækker Mary«, og at kongehuset er blevet klog af skade efter, at »Alexandra pelsede Joachim«.

Sandheden er en anden. Det skriver B.T. i dag.

Ifølge den stribe jurister og øvrige kilder, som B.T. har talt med, er Mary ikke stillet spor ringere med den nye ægtepagt. Den første ægtepagt er ændret af én eneste grund: At den ikke var juridisk bindende.

Ekspert i familieret, advokat Ulrik Grønborg, Århus: »Den første ægtepagt, der blev tinglyst mellem Frederik og Mary, har altid været en joke i juridiske kredse. Man skriver altså normalt ikke i en ægtepagt, at »hun skal have en passende bolig ved skilsmisse«.