ZZ TOP I TIVOLI
Fans af rock'n'roll, som den spilles af de amerikanske sydstaters muntre sønner, kan godt allerede nu begynde at kigge dybt i Wild Turkey flasken efter meningen med det hele.
Fans af rock'n'roll, som den spilles af de amerikanske sydstaters muntre sønner, kan godt allerede nu begynde at kigge dybt i Wild Turkey flasken efter meningen med det hele.
Næppe har vi nemlig kunnet fortælle, at legendariske Lynyrd Skynyrd spiller i Århus pinselørdag 10. juni (B.T. i går), før vi nu desværre er nødt til at afsløre, at Skynyrds mindst lige så legendariske og ligesindede landsmænd, selveste ZZ Top, giver koncert på Plænen, Tivoli, København samme aften!!
Hvis nogensinde der var et bedre argument for hæmningsløst at frigive gensplejsning, kloning og andre af videnskabens kløgtige tiltag udi fordobling af enkeltindivider, har vi sgu' aldrig hørt det.
Oprindeligt skulle ZZ Top og Lynyrd Skynyrd begge have spillet på 5-øren i København pinselørdag, men politiet ville ikke give tilladelse pga. åbningen af Øresundsbroen og det motionsløb i samme anledning, som forventes at trække mindst 100.000 mennesker ud på Amager den dag. Da begge bands imidlertid var booket, da det stod klart, at en koncert på Amager ville blokere for Storebælts-festlighederne, kunne arrangørerne ikke finde andet alternativ end at lade dem optræde to forskellige steder i Danmark.
ZZ Top kommer til Danmark med det fornemme "XXX" album i bagagen.