Det viser en opgørelse over de første 30 patienter som zoneterapeut Søren Malling har behandlet for Lærerstandens Brandforsikring. 66 procent af patienterne oplever en væsentlig bedring eller slipper helt af med symptomerne.

Kun 20 procent af patienterne kan ikke hjælpes af zoneterapi.

"Jeg er positivt overrasket, resultaterne er bedre, end jeg havde forventet," siger Søren Malling.

Historien er interessant, fordi zoneterapi hører hjemme i afdelingen for alternativ behandling. Traditionelt er det ikke noget, forsikringsselskaberne vil beskæftige sig med. Men Søren Malling presser på.

"Jeg vil gerne bane nye veje og skabe forståelse for, at der er andre metoder end de traditionelle til at behandle piskesmæld med. Det her betyder jo en kolossal forskel i folks liv," siger zoneterapeuten.

Flere af landets forsikringsselskaber er med på at gå nye veje. Og Søren Malling har adskillige hundrede patienter i behandling, efter de positive resultater.

"Forsikringsselskaberne er parate til at prøve nye ting. Men selvfølgelig vil de have resultater på bordet," siger Søren Malling.

Opgørelsen er baseret på et samarbejde med Lærerstandens Brandforsikring, men selskabet vil ikke endnu kommentere på resultaterne.

På grund af orkanen over Danmark i december har selskabet ikke nået at analysere tallene. HF Forsikring, der også har kontakt med Søren Malling, kender også til resultaterne.

"Piskesmældsskaderne er svære at få behandlet. Søren Malling ser ud til at kunne gøre noget, der i mange tilfælde virker. Vores samarbejde med ham er særdeles positivt," siger vicedirektør Kim Nielsen, HF Forsikring.

Men han understreger, at det er for tidligt at lave en ordentlig statistik på kun 30 patienter. Det kan dog ikke overskygge de positive sidevirkninger af tilbuddet om zoneterapi.

"Hvis vi kan hjælpe folk, gør vi det - blandt andet for at hjælpe lidt på forsikringsselskabernes blakkede image. Tidligere var vi som forsikringsselskab passive, men det her gør, at vi kan komme mere aktivt på banen.

Og det opfatter folk som positivt," siger Kim Nielsen, der understreger at forsikringsselskabet kun kan tilbyde zoneterapi - ikke tvinge folk afsted.

Men forsikringsbranchen har overgivet sig til alternativ behandling. Adskillige selskaber - store som små - tilbyder både skadelidte og egne kunder at komme i behandling hos zoneterepeuten.

Blandt andet har Tryg-Baltica og Codan tilbudt behandling til nogle få piskesmælds-ramte, som et forsøg.

"Jeg synes, der en masse selskaber, der har lukket op for posen og er indstillet på i større omfang at anerkende noget, der ligger udenfor det etablerede sygehussystem," siger Kim Nielsen.

Og når piskesmældsofrene kan hjælpes, betyder det millionbesparelser på erstatningskontoen.

"90ernes største problem hvad angør motorkøretøjsforsikringer, det er personskader - typisk med piskesmæld. Det strammer virkelig an. Jeg har ikke overblik over den økonomiske gevinst for os, men der er ikke tvivl om, at vi har sparet nogle penge," siger Kim Nielsen.