"Jeg havde stor glæde af at arbejde med Nicolas Winding Refn. Han er en god instruktør og jeg kan godt lide hans arbejdsmetoder. Resultatet taler også for sig selv," siger Zlatko Buric, der ikke ved hvad metoden kaldes, men at den passer godt til hans temperament.
"Jeg er ikke til de der lette komedier. Jeg vil gerne gå dybt i mig selv, for at skabe en karakter. Det er hårdt, men det er mit valg og når man vælger noget, skal man også tage ansvaret for det.
Man kan godt komme meget tæt på sine mørke sider i vores arbejde og så være et venligt menneske privat," siger Zlatko Buric og giver et eksempel på en scene, der var så hård psykisk, at den gav sig udslag i kvalme.
"Det var en meget voldelig scene med Kim Bodnia. Den ramte noget meget dybt inde i mig og jeg fik simpelthen kvalme og kastede op. Bagefter fik jeg meget ros, og vi talte om hvad der skete.
Jeg synes det er vigtigt at man som skuespiller tør sætte sin personlighed på spil. Man kan godt komme i situationer, hvor man møder nogle mørke sider i sig selv og bliver helt usikker: Er det mig, eller min rolle. Men det er jo det, vi får vores penge får. Bare at aflevere nogle replikker er ikke skuespilkunst.
Efter sådan en intens film, burde man have råd til at unde sig selv en tid, hvor man afreagerer, men vi får sådan en elendig løn, at der ikke er råd til det. Faktisk burde man ikke lave noget seks måneder før og seks måneder efter.
"Jeg er ked af det, hvis Kim (Bodnia, red)har problemer efter filmen. Jeg har stor respekt for ham, både som menneske og som skuespiller. Jeg kan godt forstå, hvis han synes det var hårdt og jeg håber han kommer over det."
Mads Mikkelsen benægter også at han overvejer at deltage i et sagsanlæg mod Nicolas Winding Refn, men ønsker i øvrigt ikke at udtale sig til B.T. om sagen.
"Jeg har været i kontakt med flere af de medvirkende i filmen," siger skuespillerforbundets formand Henrik Petersen, der benægter at han på nogen måde har taget skuespillerne fra Bleeder som gidsler i en kampagne for at sikre bedre arbejdsvilkår.
"Forbundet er blevet bedt om at standse "Filmen om filmen" og i det arbejde er vi blevet opmærksomme på arbejdsvilkårene og at der efter vores opfattelse har været sikkerhedsmæssige problemer," siger Henrik Petersen.
B.T. forsøgte i går forgæves at få kommentarer fra de øvrige hovedpersoner i "Bleeder".