Malmø-knægten Zlatan Ibrahimovic lovede, at Champions League-braget mellem Malmø FF og Paris Saint-Germain ville blive hørt i hele byen. Og det løfte har Zlatan tænkt sig at holde.
»Jeg har booket Stortorget (i Malmø, red.), hvor kampen vil blive sendt live. Alle er velkomne!«, skriver Zlatan Ibrahimovic på sin Instagram-profil. Verdensstjernen har dermed sørget for, at ingen i Malmø kommer til at gå glip af kampen, hvor Zlatan vender hjem til barndomsklubben.
»Jeg har tidligere garanteret, at kampen vil blive hørt i hele Malmø. Nu har jeg også sørget for, at hele Malmø kommer til at se kampen,« forklarer Zlatan og lægger op til, at kampen vil blive vist på storskærm på Stortorget, der er en stor plads centralt i Malmø.
Det er den 25. november, at Paris Saint-Germain møder Malmø FF på Swedbank Stadion, og det er første gang, at Ibrahimovic skal spille på sin tidligere hjemmebane mod sit gamle hold.
Zlatan er opvokset i den skånske hovedstad i bydelen Rosengård, og Ibrahimovic er altså opsat på at give en oplevelse til sin gamle hjemby. Således lover verdensstjernen flere gaver til beboerne i Malmø.
»Der er flere overraskelser i vente. I'm on my way...«, afslutter Zlatan Ibrahimovic sit opslag på Instagram.