Sverige slog søndag aften Montenegro 3-1 i kvalifikationen til næste års EM-slutrunde, og dermed konsoliderede de blå-gule deres andenplads i gruppe G.
Montenegro begyndte faktisk kampen spillemæøssigt bedst, men det var Sverige, der målmæssigt kom bedst fra start, da Marcus Berg otte minutter før pausen bragte hjemmeholdet foran.
Efter kombinationer mellem Zlatan Ibrahimovic og Sebastian Larsson var det Albin Ekdal, som lagde bolden ind til bageste stolpe, hvor Panathinaikos-angriberen steg til vejrs og headede bolden ind bag Vukasin Poleksic i gæsternes mål.
Montenegro tog det ikke ret godt, at de kom bagud, og det udnyttede svenskernes stjerne, Zlatan Ibrahimovic, til at lave to svenske mål inden pausen.
Efter et indkast i svenskernes venstre side endte bolden hos Zlatan Ibrahimovic, som var omgivet af flere modspillere. Paris Saint-Germain angriberen holdt dog fast i bolden, skar ind i montenegrinernes straffesparksfelt og skød på mål med et fladt skud. På vej mod målet ramte bolden jorden, og Vukasin Poleksic burde nok have afværget scoringen.
Et minut før pausen var den bosniske målmand dog chanceløs, da Sebastian Larsson med en skøn aflevering i dybden fandt Zlatan Ibrahimovic i fuldt løb. Selvom han er blevet 33 år, spænede Ibrahimovic fra Montenegros forsvarsspiller og udplacerede Poleksic til svensk tremålfsøring.
Målet tog spændingen ud af kampen, men lidt af den kom tilbage, da Montenegro fik reduceret på straffespark små 20 minutter ind i anden halvleg.
Det var ikke det tydeligste straffespark, men den tyrkiske dommer, Hüseyin Göcek, mente, at Erik Johansson fældede Stefan Mugosa. Montenegros Dejan Demjanovic omsatte det store tilbud til mål.
Kort tid efter havde Fatos Beciraj to store chancer for at reducere til 2-3, men den svenske målmand, Andreas Isaksson, reddede flot.
Det forblev derfor 3-1 til Sverige, som dermed kunne lægge afstand til Rusland i kampen om andenpladsen i puljen efter Østrig, som tidligere søndag havde vundet 1-0 på udebane over netop Rusland på et saksesparksmål af Marc Janko.
Østrig har 16 point for seks kampe på førstepladsen i puljen , Sverige følger efter med 12, mens Rusland har otte. Montenegro er nummer fire med fem point.
To hold går direkte til EM-slutrunden, mens nummer tre sandsynligvis skal spille mod en anden treer om at komme med.