Tænk, hvis Zlatan Ibrahimovic’ forældre have slået sig ned i København og ikke i Malmø, da de besluttede at søge mod Skandinavien. Så havde dansk fodbold haft en spiller, der på sine bedste dage er mere end et halvt hold.

Sådan en dag havde Zlatan Ibrahimovic onsdag, hvor han fuldstændigt ejede Champions League-opgøret mellem Anderlecht og Paris SG. Den 32-årige svenske angriber lavede på bare 19 minutter i første halvleg hattrick og stjal dermed ikke bare showet, men kvalte også alle antræk til spænding i kampen, som PSG vandt 5-0.

Og tro mod sin alt andet end anonyme personlighed, så var der heller ikke tale om ligegyldige glemmebogsscoringer. Der var scoring med hælen til 2-0 og et tordenhammerdrøn helt op i det ene målhjørne til 3-0 iblandt. Det sidste så smukt, at svenskeren, selv om han var på udebane, modtog klapsalver fra hele stadion.

Selv om det altså gik ganske snapt for Zlatan, så var det dog ikke nok til at tage rekorden for at lave Champions League-historiens hurtigste hattrick. Det blev lavet den 6. december 1995 af den daværende Blackburn-spiller Mike Newell i en kamp mod Rosenborg.

Zlatan fik heller ikke fat i rekorden for at lave flest mål i en Champions League-kamp, selv om han senere i kampen også gjorde det til 5-0. Den rekord indehaves af Ibrahimovic’ tidligere holdkammerat - og alt andet end perleven fra tiden i Barcelona - Lionel Messi, der i en 1/8-fianle i 2012 mod Leverkusen scorede fem gange i samme kamp.