Zlatan Ibrahimovic er vant til at havne øverst på listerne, når svenskerne kårer deres fremmeste idrætsnavne, men da Dagens Nyheter op til jul spurgte en jury på 10 medlemmer bestående af tidligere og nuværende sportschefer på avisen, hvem der var det største svenske navn i idrætshistorien, måtte fodboldstjernen nøjes med en andenplads, og den nyhed faldt ikke i hans smag.
»Tillykke, du havner på andenpladsen på Dagens Nyheters liste over de 150 fremmeste idrætsudøvere gennem tiderne. Hvad synes du om det?« spørger journalisten.
»Tak, men at blive nummer to er som at blive sidst,« svarer Zlatan Ibrahimovic.
»Du har tidligere nævn Muhammad Ali, Petter Northug og Ronaldo som idrætsfolk, du sætter højt. Hvem var havnet på medaljeskamlen, hvis du selv skulle rangere de fremmeste svenske idrætsfolk nogensinde?«
»På den liste er jeg nummer 1, 2, 3, 4 og 5 - med al respekt for de andre,« lyder det på ægte Zlatansk.
Nummer et på listen er den tidligere tennisspiller Bjørn Borg, der fra 1974 til 1981 vandt 11 grand slam-titler, herunder seks French Open- og fem Wimbledon-titler, og selvom Zlatan Ibrahimovic ikke er tilfreds med sin egen placering, har han dog respekt for Bjørn Borg, der tidligere har sagt til Le Parisien, at Zlatan er større end Ikea.
»Bjørn Borg er en sej person og en levende legende,« siger Zlatan Ibrahimovic.
Nummer tre på listen over de største svenske idrætsfolk er bordtennisspilleren Jan-Ove Waldner, mens golfspilleren Annika Sörenstam er nummer fire og skisportslegenden Ingemar Stenmark overraskende nok kun er nummer fem.
