Milano. Straks efter Sveriges kvalifikation til næste års VM begyndte spekulationerne om et muligt comeback til Zlatan Ibrahimovic.
For halvandet år siden stoppede superstjernen på landsholdet, men Sveriges samlede playoff-sejr over Italien kan måske lokke den 36-årige angriber tilbage i folden.
Landstræner Janne Andersson flippede dog ud, da han efter mandagens 0-0-kamp i Milano blev spurgt til Manchester United-stjernen.
- Det er helt utroligt. Denne spiller stoppede på landsholdet for halvandet år siden, men vi taler stadigvæk om ham.
- Vi har et hold, der har udrettet en stor bedrift i denne kvalifikation. Så lad os tale om de spillere, der har udrettet det her, siger Janne Andersson på en pressekonference i Milano.
Landstræneren overtog det svenske hold efter EM i 2016, hvor Ibrahimovic samtidig forlod holdet. Angriberens afsked betød, at forventningerne til Sverige var minimale i kvalifikationen.
Alligevel lykkedes det at kæmpe sig frem til to playoffkampe mod Italien, der fredag aften blev slået 1-0 i Stockholm. Derfor var 0-0 i Milano nok til at sende Sverige til VM.
- Vi har mange helte i aften, og jeg er lidt rørt. Jeg er tilsyneladende meget glad for resultatet, sagde Janne Andersson på pressekonferencen.
Står det til Zlatan Ibrahimovic' agent, Mino Raiola, så skal angriberen med til VM.
- Hvis det er op til mig, så vil jeg personligt aflevere ham, skriver Raiola i en sms-besked til avisen Expressen.
/ritzau/
