Zlatan Ibrahimovic bliver stærkt kritiseret i de franske medier efter sin præstation i PSGs topkamp mod Marseille.

Godt nok var svenskeren med i to af Paris' mål i 3-2-sejren, men den franske avis L'Equipe tildelte kun Zlatan 4 på deres karakter-skala, hvor 10 er det højeste.

»Zlatan var en skygge af sit gamle jeg,« skriver avisen om præstationen.

Endnu længere i retorikken gik den franske TV-ekspert Daniel Riolo, der storsvinede svenskeren efter opgøret til den franske radiokanal RMC.

»Ibrahimovic ligner én på 150 kg. PSG er bedre uden ham. Der er ingen tvivl. Han burde ikke spille på holdet. Paris bliver nødt til at kigge efter en ny angriber til sommer,« sagde han.

Daniel Riolo er især irriteret over Zlatan Ibrahimovic' attitude på banen - noget han frygtede allerede inden, svenskeren landede i Paris.

»Han burde være en stjerne, men hans attitude ødelægger det for de andre. Da han kom til PSG, advarede jeg om, at han vil skabe frustration og skuffe. Der er ikke én klub eller fan, der har gode minder om Zlatan,« siger han spydigt.

Zlatan Ibrahimovic er den seneste måned havnet i en fransk alpesnestorm af kritik, efter svenskeren storsvinede en dommer efter et liganederlag til Bordeaux.

Zlatan fik blandt andet kaldt Frankrig for et 'lorteland', hvorefter politikeren Marine Le Pen bad svenskeren om at skride ud af landet.