Zlatan Ibrahimovic har aldrig været bange for at tale sig selv og sit fodboldtalent op, men når han er hjemme fra fodbolden og væk fra journalister og fotografer, er han ikke personen i centrum.
Det fortæller den skadede superstjerne i et interview med svenske Svenska Dagbladet.
»I familien handler alting ikke om Zlatan. Det kan jeg ikke acceptere. Min familie er Helena (kæreste, red.), Maxi og Vincent (sønnerne, red.),« siger Zlatan Ibrahimovic, som også forklarer, at han er 'i skyggen af sine børn'.
Et par drenge, der ikke nødvendigvis har Zlatan Ibrahimovic som deres fodboldidol som så mange andre svenske drenge.
»Jeg tror sikkert, at de har andre. De har fået interesse for fodbold de sidste år, men før da kunne de ikke fordrage det. Men nu følger de fodbolden og har deres favoritspillere. De er deres egne personer.«
»Vi betyder hver 25, 25, 25, 25. Alle er hver sit individ. Det handler ikke om en person.«
Men på banen er det en anden ting. Der handler det om Zlatan, særligt når han scorer og fejrer målene.
»Der føler jeg mig som en gud. Når jeg strækker mine hænder ud, er det et tegn på, at jeg er på denne jord. Jeg er her,« forklarer den 35-årige svenske angriber, som næppe kommer i kamp mere i denne sæson med en slem knæskade, hvis omfang der endnu ikke er meldt noget ud om. Men at den har krævet en operation, kan du læse mere om her.
Sikkert er det, at Zlatan Ibrahimovic, der endnu ikke har skrevet under på en ny kontrakt med Manchester United, fortsætter karrieren trods den fremskredne alder for en fodboldspiller.
Svenskeren har oprindeligt en option på et år mere i Manchester United, men der er ikke taget en beslutning af de to parter, og derfor er det uvist, hvor han fortsætter karrieren.
