Tyske Christian Ziege var pludselig igennem på venstrekanten og kunne sparke bolden over den danske keeper, der var strandet på mellemhånd.

Så stod det 1-1 på Stadium of Light, hvor de tætpakkede tribuner med over 40.000 fans kunne græmme sig over endnu engang at måtte undvære sejrs-suset - og så endda imod den forhadte lokalrival Middlesbrough.

Endnu værre gik det for Jacob Laursen, der som sædvanlig spillede hele kampen for Derby, som efter 0-2 nederlag hjemme mod Liverpool er ved at være isoleret i bunden sammen med tre andre hold i en tæt kamp om nedrykning fra Premier League.

Michael Owen, der netop er vendt tilbage efter en lang skadespause, fik revanche for et brændt straffespark i sidste kamp, da han sparkede Liverpool foran efter 17 minutter, men angriberen brændte senere meget store tilbud.

Derby formåede dog slet ikke at udfordre Liverpools forsvar, og så kunne Titi Camara øge forspringet få minutter før tid, ligesom Liverpool på tredjepladsen rykkede fri af Chelsea, der uden Jes Høgh måtte nøjes med 0-0 hos West Ham.

Manchester United lagde yderligere afstand på førstepladsen med 2-0 ude over Leicester i en kamp, hvor Champions League-vinderne aldrig kom ud af andet gear - og aldrig behøvede det.

En totalt kortklippet David Beckham - mon manden nu dropper sine bryl-creme reklamer(?) - bragte United i spidsen på frispark efter 33 minutter, mens Dwight Yorke kort før tid øgede for mestrene.

I den næstbedste række scorede Thomas Thøgersen for anden kamp i træk og femte gang i denne sæson, da han med et hårdt skud igennem et overbefolket straffesparksfelt efter hjørne bragte Portsmouth foran 2-1 på vej mod en uhyre vigtig 3-1 udesejr over Crewe.

Portsmouth vandt sin blot fjerde udesejr og lagde lidt afstand til nedrykningspladserne, hvor West Bromwich også lige akkurat holder bagdelen fri af vandskorpen trods hjemme-nederlag på 0-1 mod Huddersfield.

Carsten Fredgaard var ikke med på grund af beskadigede ribben, mens keeper Brian Jensen efter clean sheet i begge sine to første kampe for WBA måtte se sig passeret.

Der var en dramatisk danskerdyst på Craven Cottage i London, hvor Fulham med Bjarne Goldbæk to gange var foran, men alligevel måtte nøjes med 2-2 mod Per Frandsen og Blackburn.

Begge danskere markerede sig med fight og chanceskabende spil, og Goldbæk lagde med et glimrende indlæg op til Fulhams førings-mål til 2-1 ved Karlheinz Riedle.

Bolton med alle sine tre danskere på banen fra start vandt 1-0 ude over Grimsby, ligesom også Queens Park Rangers med lejesvenden Mikkel Beck på holdet fik en udesejr med 3-2 over Walsall.

I den tredjebedste række scorede danske Claus Bech Jørgensen for Bournemouth, mens Jan Mølbys Kidderminster fortsat fører Conference League efter 2-1 ude over Welling United.