Filmselskabet Zentropa kan ikke redegøre for 579.323 kroner, der er blevet brugt i forbindelse med Lars Von Triers thriller 'Antichrist'.

Det konkludrer Det Danske Filminstitut efter halvandet års undersøgelse.

Siden oktober 2013 har Det Danske Filminstitut (DFI) haft kig på Danmarks førende uafhængige filmselskab, Zentropa, der drives af Peter Aalbæk og Lars von Trier.

Selskabet har været under mistanke for fusk med regnskaberne i forhold til den filmstøtte de har modtaget til Triers film ’Antichrist’, og Det Danske Filminstitut er nu færdig med deres revisorundersøgelse, der er foretaget af Deloitte.

Ud af otte punkter, der udgør udgifter for 4,3 millioner kroner, konkluderer DFI, at der ikke er redegjort for 579.323 kroner.

Undersøgelsen blev sat i værk i 2013, da BT afslørede et internt notat fra tre navngivne producere på ’Antichrist’, der var vrede over en række udgifter, der angiveligt var påført den fiolm de arbejdede med for Aalbæk og von Trier. Blandt andet dyrt fiskegrej, en flyvetur og en middag med Cannes Festivalens direktør, samt research til andre filmprojekter, der angiveligt var blevet skrottet og siden påført budgettet til ’Antichrist’, der i alt var på 61 millioner kroner.

I dag kalder DFI Zentropas budget for 'stærkt kritisabelt' og siger, at Zentropa på fire ud af otte undersøgte punkter »har medregnet en række omkostninger, der ikke var relevante for filmens produktion«.

Det drejer sig om en middag hos Lars von Trier til 9.270 kroner, research og forarbejde til et projekt kaldet ’Sidste tango i Vig’ til 361.928 kroner, en behind-the-scenes-film om ’Antichrist’ til 93.125 kroner samt en barselsrefusion på 115.000 kroner, der uretmæssigt er påført ’Antichrist’.

»Det er alt sammen ting, hvor vi mener, at det går ikke. Der er dog nogle af de kritikpunkter de tre producere pegede på, hvor de mente at der var blevet »tørret« omkostninger af på filmen, som viste sig at være reelle nok i forhold til ’Antichrist’. Det var ikke alt de sagde, der holdt. Men når fire ud af otte undersøgte forhold er stærkt kritisable, så kan man i hvert fald ikke sige, at det er grundløst,« siger DFIs direktør Henrik Bo Nielsen til BT.

»Kernen i sagen er, at der i filmproduktionen til Antichrist er medtaget en række omkostninger, der strengt taget ikke hører hjemme i filmen. Dermed er der lagt for mange regninger ind i filmens regnskab. Det er stærkt kritisabelt, og derfor fastholder vi det skærpede tilsyn som Zentropa i forvejen var underlagt i forhold til en tidligere undersøgelse,« siger Henrik Bo Nielsen, der siger, at der ikke er grundlag for at kræve de 579.323 kroner tilbagebetalt.

DFI's direktør siger til BT, at der ikke er belæg for at melde selskabet til politiet for bedrageri eller lignende.

Hos Zentropa mener Peter Aalbæk, at hans selskab ikke har gjort noget galt, og bortset fra barselsrefusionen, som var en fejl, så har Zentropa gjort alt hvad de skulle.

»Vi har skriftligt - to gange - fået godkendt alt det her af Filminstituttet. Og de konkluderer da også, at vi ikke har haft fingrene i småkagedåsen, og tilbage er der så en diskussion om tingene skulle have stået det ene eller det andet sted i vores færdige regnskab,« siger Peter Aalbæk til BT:

»Med al den polemik der har været og når DFI har brugt fire millioner og halvandet år på en undersøgelse af os, så bliver de jo nødt til at konkludere et eller andet, der retfærdiggør det hele.«

»Forbavsende få har forstået, at det er en diskussion om, hvordan vi har brugt vores egne penge, så det er ikke Filminstituttets penge vi har brugt. Men det kan vi diskutere her fra og til juleaften,« siger Aalbæk, der går videre med sagen til han er helt renset for mistankerne:

»Vi klager til kulturministeriet over at deres egen institution, nemlig Filminstituttet, selv oprindeligt har godkendt det, de nu har undersøgt i halvandet år. Det er absurd, og kunne være løst, hvis direktøren havde taget sin cykel og kørt herud til mig, eller sat nogle af sine egne folk til at kigge på tingene. Og hvis man derefter havde ment, at det hele var råddent, så kunne man have ringet til politiets efterretningstjeneste og fanden og hans pumpestok.«