Fredag aften skuffede Yussuf Poulsen og RB Leipzig ved at tabe 0-2 ude mod Erzgebirge Aue i den første kamp i forårssæsonen i den tyske 2. Bundesliga.
Yussuf Poulsen har indtil nu scoret otte mål for sin tyske klub, men ude mod Erzgebirge Aue pyntede danskeren så langt fra på den statistik.
I stedet kom Selcuk Yalibaz på måltavlen, da han scorede i første halvlegs overtid til 1-0. Den føring udbyggede Patrick Schönfeld til 2-0 på et straffespark efter en times spil, og dermed sparkede han tre meget varmende point hjem til bundproppen Erzgebirge Aue.
Oprykkerklubben RB Leipzig har ellers haft et godt efterår. Danskerklubben overvintrede således i den øverste halvdel af tabellen, og på trods af nederlaget skal meget fortsat gå galt for Yussuf Poulsen og co., hvis der ikke som minimum står 2. Bundesliga på programmet i næste sæson.
Næste opgave for RB Leipzig er næste uges kamp mod FSV Frankfurt.
