YouSee vil fortsat ikke fortælle deres 1,2 millioner brugere om, hvorfor de stod uden tv-signal nytårsaften.

Forklaringen lyder fortsat på, at man hurtigt fik lokaliseret det 'fysiske nedbrud', og man skal have fundet frem årsagen til problemet, før fejlen bliver offentliggjort. Af samme årsag vil de ikke udtale sig om de rygter omkring et muligt hackerangreb, som eksperter taler om, fortæller pressemedarbejder hos TDC Group Mai-Britt Noe til BT.

»Vi kan ikke sige mere end det, vi allerede har meldt ud - at der er en analyse i gang, og så længe den er i gang, kan vi ikke komme nærmere ind på, hvad der er sket.«

Hvor langt er I i processen med at kunne komme ud med et svar?

»Jeg har desværre ikke nogen tidshorisont på det.«

Vi kan se på Jeres Facebook-side og har talt med nogle teknikere, og de vil alle meget gerne have et svar. Har I overvejet, om I kunne have meldt ud på en anderledes måde til at starte med?

»Vores fokus har fra start været at få tv-signalet op at køre og så efterfølgende, da det kom op at køre, er vi begyndt på analysen. Det er sådan, processen har været, og det er der, fokus er. Vi har rigtig mange folk, der prøver at finde frem til årsagen nu, og vi gør alt, hvad vi kan, for at finde frem til den, så vi kan melde det ud.«

Flere eksperter har været ude og indikere, at der kan være tale om et hackerangreb. Er det så noget, I kan afvise?

»Så længe, der er en analyse i gang, så kan jeg slet ikke udtale mig omkring det, desværre.«

Uanfægtet om det har været et hackerangreb eller ej, går jeres tv-signal i hele landet ned. Er der ikke en eller anden brist i jeres system, siden at det kan lade sig gøre?

»Igen, så længe analysearbejdet er i gang, så kan vi desværre ikke udtale os det.«