Kender du noget til sagen? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.

En 51-årig dansk mand er blevet anholdt efter det store angreb, der ramte store dele af landet nytårsaften.

'På baggrund af disse oplysninger har Københavns Politi, Afdeling for Personfarlig Kriminalitet, i dag kl. 13.04 anholdt en 51-årig dansk mand. Den anholdte er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 193 i forhold til omfattende forstyrrelse af driften af fjernsynsanlæg,' skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse.

Politiet har i forbindelse med anholdelsen foretaget ransagninger og 'sikret forskelligt udstyr', der skal undersøges videre, skriver Københavns Politi.

Tidligere torsdag holdt Københavns Politi et møde med TDC, hvor nedbruddet fandt sted, og her fik man overdraget 'sagsmateriale'.

Det er endnu ikke besluttet, om den anholdte i sagen skal varetægtsfængsles. Det skriver politiet i pressemeddelelsen.

Tidligere torsdag gik TDC's koncernchef ud og fortalte, at man mistænkte, at der var tale om en 'bevidst skadelig handling'. Koncernchef Pernille Erenbjerg sagde følgende i en pressemeddelelse:

'Der er tale om et kompliceret nedbrud, som kræver detaljeret viden om YouSees setup og tv-platform. Vi vurderer på den baggrund, at der er tale om en bevidst skadelig handling,' forklarede koncernchefen.

Mere end en million tv-kunder blev ramt af nedbruddet, som siden er blevet efterforsket internt.

Mandag meldte Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste ud, at man gik ind i sagen.

Eksperter har tidligere over for BT pointeret, at YouSees ageren i sagen har været 'mystisk', mens de også kritiserer det faktum, at signalet forsvandt i hele landet, hvilket ikke burde kunne lade sig gøre.

Onsdag gik YouSee ud med nyheden om, at de mange kunder, som oplevede nedbruddet, ville få gratis adgang til en stribe film fra selskabet.

Kender du noget til sagen? Så vil BT gerne høre fra dig. Skriv til 1929@bt.dk.