Hvis man forventede et tæt opgør mellem to af Premier Leagues giganter Chelsea og Manchester United, tog man grueligt fejl.
For der var bøllebank på menuen, da José Mourinho sammen med Zlatan Ibrahimovic og co. søndag eftermiddag gæstede Antonio Conte og Chelsea på portugiserens gamle hjemmebane Stamford Bridge.
{embedded type="node/" id="47993250"}
Kampen udviklede sig hurtigt til et sandt mareridt for 'The Special One', og da N'Golo Kanté med 20 minutter tilbage af kampen gjorde det til 4-0, begyndte Chelseas fans for alvor at more sig over den manager, som sikrede dem et mesterskab for to år siden.
Ifølge flere anerkendte journalister på Twitter begyndte hjemmeholdets fans hånende at synge José Mourinhos navn.
'Nogle Chelsea-fans begynder at synge »du bliver fyret i morgen«, inden de bliver overdøvet af resten der synger »José Mourinho«. Ikke et glædeligt gensyn,' skriver Henry Winter.
'Stamford Bridge synger Mourinhos navn, efter at de er kommet foran 4-0. Det ligner, at de tager pis på ham frem for at vise respekt, hvis jeg skal være ærlig,' skriver Rory Smith.
'Chelsea-fans giver nu endelig deres gamle manager en 'José Mourinho'-sang i sympati. Han rækker forsigtigt en arm i vejret for at vise sin anerkendelse,' skriver Miguel Delaney.
'Foran 4-0. Chelsea-fans synger »José Mourinho« for første gang'.
Og ifølge Twitter-kontoen 'Big Sport' skulle fansene også have gjort grin med Mourinhos prominente kælenavn 'The Special One'.
'Chelsea-fans synger »Du er ikke så speciel længere« til José Mourinho...'