Fredag aften bliver den røde løber rullet ud i DR Byen, når DRs populære underholdningsprogram X factor runder program nummer 100.

I anledning af jubilæet kan publikum og seerne allerede nu glæde sig til at opleve en særlig version af X Factor, der byder på en lang række af gæsteoptrædener, oplyser DR Presse.

»Vi kan præsentere en gæsteoptræden med en række af de tidligere liveshow-deltagere, som i dén grad har været med til at præge X Factor-historien gennem årene,« fortæller DRs underholdningschef Jan Lagermand Lundme til DR Presse, der samtidig kalder jubilæums-programmet for en »historisk milepæl«.

»X Factor har altid haft en helt særlig publikumsmæssig tiltrækningskraft, og det bliver man i dén grad mindet om, når man pludselig står over for at skulle producere program nummer 100,« siger han.

I program nummer 100 kan seerne blandt andet glæde sig til et gensyn med Heidi Herløw, der endte med en tredjeplads i første sæson af X Factor i 2008. Derudover vil Babou Lowe fra sæson 4, der for nyligt var aktuel med sin deltagelse i Dansk Melodi Grand Prix, også lægge vejen forbi X Factor-studiet.

De tidligere deltagere, vi kommer til at gense, når DR1 i aften sender X Factor klokken 20:00, er:

Sæson 1:

Heidi Herløw

Sæson 2:

Lucas Francis Claver

Asian Sensation

ABC: Marcel og Stephanie

Sæson 3:

Thomas Ring

Sæson 4:

Babou Lowe

Annelouise Sørensen

Sæson 5:

Tandberg & Østenby

Jean Michel

Sveinur

Sæson 6:

Karoline Kani Hassan

Zaina Jouret

Sæson 7:

Anthony Jasmin

Lucy Mardou

Henriette Haubjerg