Selv om regeringen lægger op til at slanke DR, mener dommerne i X Factor ikke, at de selv burde være i farezonen,
Regeringen vil ’målrette DRs produktion til mere grundlæggende public service’, og Dansk Folkeparti har tidligere været ude med riven efter X Factor. Men talentkonkurrencen er public service, fastslår programmets dommere, der snart er klar til endnu en sæson.
Fredag den 30. december ruller tiende sæson af X Factor over skærmen. Håbefulde deltagere med større eller mindre sangtalent skal de næste mange uger konkurrere sammen med tre kendte dommere om at vinde danskernes ører og hjerter. Præcis som de plejer. Det oprindeligt engelske tv-format har siden 2008 været et af DRs ubetinget mest populære programmer med omkring 1,5 million seere.
Men i det nye regeringsgrundlag lægger VLAK-regeringen op til at slanke DR.
»Der er behov for i højere grad at målrette DRs produktion til mere grundlæggende public service for at fokusere stærkere på produkter, der ikke udbydes af kommercielle udbydere samt for at reducere antallet af kanaler,« hedder det i regeringsgrundlaget.
’Poppet talentshow’
Dermed rejses spørgsmålet igen om, hvorvidt X Factor er public service – og samtidig har regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, tidligere argumenteret for, at netop X Factor ikke hører hjemme på DR:
»Det ville jeg skære væk, for det kunne sagtens være et koncept på en kommerciel kanal. Programmet er et skævt bud på at løse DRs public service-forpligtelse, men når den først er udført, så synes jeg bagefter, man kan lave et poppet talentshow, hvis der er råd,« sagde DFs medieordfører Morten Marinus til BT i august.
Men X Factor-dommerne frygter ikke for deres darling. Det fortalte de i torsdags på et pressemøde forud for sæsonpremieren.
’Opdrager folks børn’
»Jeg opdrager folks børn og snakker om, hvad man skal være opmærksom på i livet. Jeg lefler ikke for licensbetalerne, som mange andre gør, så jeg har ikke så meget dårligt at sige om mig selv i den sammenhæng, men hvis folk vil spare, så lad dem da det. Vi kan da også bare privatisere det og få en masse reklamer ind...« lød det med vanlig ildhu fra Thomas Blachman, der har været dommer i alle omgange af programmet på nær en enkelt. Og fortsatte:
»Jeg kan kun sige, at X Factor er det mest public service, der findes for flest mulige mennesker, fordi du får lov til at iagttage det samfund, du er del af – andre mennesker, der lever på helt andre måder, som udtrykker følelser. Det er et øjeblik, hvor en hel nation står sammen ligesom til Dronningens nytårstale i mangel af bedre,« forklarer den 53-årige trommeslager og komponist.
Hans dommer-kollega Remeeiagttager debatten med ro i sindet.
»Jeg skal ikke blande mig i, hvad de beslutter, men det ville da ikke være særlig logisk at fjerne et program som rigtig mange godt kan lide,« konstaterer den 42-årige producer og natklubejer.
Mener du, X Factor er public service?
»Om noget synes jeg, at det her er at undersøge forskellige dele af befolkningen og forskellige typer talenter. Det er en fin måde at tage temperaturen på landet på – og lige så fin som bageopskrifter, hvis det skulle være mere public service...,« siger Remee.