For første gang i sin lange karriere vandt Caroline Wozniacki en Grand Slam-kamp uden at afgive et eneste parti - og nu er der ifølge hendes danske rådgiver et par store sponsoraftaler på vej.

Det er ikke kun vejret, der i disse dage er brandvarmt i Paris. Det samme er Caroline Wozniackis polsk-klingende navn.

For ikke blot er den 26-årige tennisspiller videre til Grand Slam-turneringen French Opens tredje runde efter at have uddelt en lammende øretæve på 6-0, 6-0 til den seks år yngre canadier Françoise Abanda.

Hun er ifølge sin danske rådgiver, Mikkel Nissen, også én, som sponsorerne igen har brændt sig varm på efter det enestående verdensranglistehop fra nummer 74 sidste efterår til en øjeblikkelig 12. plads.

Ifølge det amerikanske erhvervsmagasin Forbes havde Caroline Wozniacki i fjor en samlet indtjening på otte mio. dollars - heraf alene syv mio. kroner i sponsorindtægter fra aftaler med blandt andre Adidas, Bobolat, Rolex samt eBoks - og var dermed den sjettebedst betalte idrætskvinde i 2016.

Og nu er der ifølge hendes danske rådgiver, Mikkel Nissen, endnu flere penge på vej.

»Faktisk taler vi om to nye aftaler, men meget mere end at de offentliggøres inden for den nærmeste fremtid, hverken kan eller må jeg oplyse,« sagde Mikkel Nissen til BTs udsendte og tilføjede:

»Hendes brand bliver stærkere og stærkere for hver dag, der går. Hun har nået et sponsormæssigt så højt niveau, at det er tæt på, at man kan sige, at hun - hvad angår aftalernes størrelse - efterhånden er uafhængig af resultaterne på banen. Jeg kan ikke sige noget om, hvor store beløb de kommende sponsoraftaler indeholder. Men når man har opnået den status, Caroline Wozniacki har i tennisverdenen, laver man altså kun store aftaler.«

Senest Caroline Wozniacki indgik en international sponsoraftale var i februar 2015 med chokolade-firmaet Godiva.

Et kvalificeret bud på, hvem der ønsker sine produkter markedsført af Caroline Wozniacki, er den svenske bilkoncern Volvo. Således stiller danskeren i juli for første gang i flere år op ved Båstad-turneringen, der vil være det perfekte sted for offentliggørelsen, og i øvrigt har Caroline Wozniacki aldrig tidligere haftet bil-firma som sponsor.

»I kan bare gætte løs, men min mund er indtil videre lukket med syv segl. Lige nu synes jeg bare, vi skal glæde os over, hvor fantastisk Caroline spillede mod Abanda,« sagde Mikkel Nissen med et stort smil.

Har sjældent spillet så godt Og Caroline Wozniacki var enig.

»Jeg følte mig meget komfortabel på bane to. Det er en rar bane med en god atmosfære, og heldigvis vandt jeg første parti. Det gav mig en god start. Jeg fik herved lukket munden på de tilskuere, der tilsyneladende var klar til at lave fodboldstemning, og sjældent har jeg spillet så godt tennis på grus,« sagde Caroline Wozniacki efter kampen.

Hendes far og coach, Piotr Wozniacki, var også i højt humør.

»Resultatet siger alt. Så det er der ingen grund til at kommentere yderligere på. Men det var altså en helt igennem stærk præstation, Caroline leverede, og det er sådan, jeg ønsker at se hende spille i hver eneste kamp. Hun var 100 procent fokuseret og fulgte den lagte taktik med miksede slag tilsat stopbolde til punkt og prikke,« sagde han.

Også hendes hittingpartner, tyskeren Sascha Bajin, der også fungerer som assistenttræner, var tilfreds.

»Hvis Caroline fortsætter med at spille på samme høje niveau i de kommende kampe ved French Open, kan hun nå langt. Hun spillede med stort mentalt og fysisk overskud,« sagde Sascha Bajin.

Og fredag venter der i tredje runde en kamp mod Catherine Bellis, der blot ligger nummer 48 verdensranglisten. Den 18-årige amerikaner spillede sig videre ved at vinde 6-3, 7-6 over den 18. seedede hollænder Kiki Bertens, der i fjor var tabende semifinalist mod Serena Williams.

»Jeg husker udmærket, at jeg besejrede Bellis senest vi mødtes (6-2, 6-3 i Dubai, red.) for få måneder siden. Hun er en dygtig, ung spiller, der spiller aggressivt, og som har en god forhånd. Det bliver ikke en nem opgave, men jeg ser frem mod den. Det overrasker mig egentlig ikke, at hun besejrede Bertens. Flere gange har hun vist, at hun kan besejre gode spillere,« sagde Caroline Wozniacki.

I det hele taget har resultaterne i damesingle-rækkens øverste halvleg, hvor Wozniacki er placeret, maget sig sådan, at flere af danskerens rivaler er røget ud; heriblandt Angelique Kerber (seedet 1), Petra Kvitova (15) og Roberta Vinci (31).

»Det er ikke noget, jeg ønsker at tale om. Faktisk kigger jeg aldrig på lodtrækningen. Men det sker ofte ved French Open, at de bedst placerede på verdensranglisten får problemer, fordi gruset generelt udjævner styrken på spillerne,« lød Caroline Wozniackis afsluttende bemærkning, inden hun i den hede franske forsommer forlod interviewrummet under mægtige Court Philippe Chatrier for at snuppe et velfortjent og kølende bad.