Caroline Wozniacki giver ikke sig selv meget pusterum, selvom hun holder ferie. Den danske tennisstjerne er taget på afslapningsferie sammen med Serena Williams på Bahamas, men Wozniacki slapper tydeligvis bedst af ved at holde sig i gang.

Wozniacki fortæller således på Twitter, at hun har meldt sig til et mini-triathlon, hvor hun i øvrigt satser på at slå racerkøreren Paul Rees, hvis selskab hun ser ud til at nyde på de billeder, som hun har lagt ud på sin Instagram-profil:

I triatlon-stævnet, som afvikles søndag eftermiddag dansk tid, skal Caroline Wozniacki først svømme 750 meter, siden cykle 20 km og løbe 5 km. Det sker kun en uge efter, at hun gennemførte New York City Marathon i en flot tid, 3.26.33. Normalt tager det sin tid at restituere ovenpå sådan en præstation, men danskeren ser ud til at være kommet sig fint. Hendes bikini-billeder afslører dog, at hun har været endog særdeles trimmet inden maratonløbet.

Wozniacki og Serena Williams har selskab af de to britiske racerkørere Will Stevens, der så sent som sidste kørte mod Kevin Magnussen i Formel Renault 3.5, og Paul Rees, der på sin Instagram-profil betegner sig selv som professionel racerkører, kørelærer og stuntkører. 28-årige Rees kører for Porsche og er i øvrigt søn af en tidligere Formel 1-kører, Alan Rees. Er han mon kæreste-materiale for den danske tennisstjerne, som tidligere har fastslået, at hun vil have en mand, som forstår, hvad det kræver at dyrke sport på topplan.