Caroline Wozniacki leverede tirsdag morgen en overraskende nyhed.
Mod forventning har den 24-årige danske tennisspiller valgt at stille op ved den lille WTA-turnering »BMW Malaysia Open« i Kuala Lumpur 2. til 8. marts.
Caroline Wozniacki deltog også ved turneringen for to år siden. Dengang tabte hun sensationelt til verdensranglistens nummer 186, kineseren Wang Qiang, 6-2, 6-7, 1-6.
Med beslutningen om at deltage ved »BMW Malaysia Open« får Caroline Wozniacki de kommende uger ekstra travlt:
Når februar måneds turneringer i Dubai og Doha er slut, skal hun til Malaysia, inden det amerikanske tennis-forår serves i gang ved den store turnering i Indian Wells 9. marts.
Caroline Wozniacki vil i Kuala Lumpur, hvor der spilles om en samlet præmiesum på beskedne 226.750 US-dollars, være storfavorit til at vinde turneringen, der udover danskeren ikke har deltagelse af en eneste top 10-spiller. Blandt de øvrige deltagere finder man verdensranglistens nummer 17, Carla Suarez Navarro fra Spanien, samt de knapt så profilerede australiere Casey Dellacqua og Jarmila Gajdosova.
I dag spiller Caroline Wozniacki sin første kamp ved WTA-turneringen i Dubai. Her er modstanderen den tidligere US Open-mester Samantha Stosur.