Caroline Wozniacki er klar til tredje runde i US Opens damesingle efter en flot og overraskende sejr over verdens nummer 10, Svetlana Kuznetsova fra Rusland.
Med en sejr på 6-4, 6-4 i onsdagens andenrundekamp mod Svetlana Kuznetsova spillede Caroline Wozniacki sig i tredje runde af den traditionsrige turnering. Det skete efter en kamp, hvor den 26-årige dansker ellers startede ganske elendigt og hurtigt kom bagud 0-4, men hvor hun på flot vis fightede sig tilbage i kampen.
»Jeg har jo spillet mod Kuznetsova mange gange før. Jeg er meget stolt af at have vundet over hende i dag,« sagde Caroline Wozniacki efter kampen til Eurosport 1.
Efter stillingen 0-4 i første sæt var Caroline Wozniackis spil som forvandlet, og hun vandt syv partier på stribe, inden det lykkedes for Svetlana Kuznetsova at holde serv til 1-1 i andet sæt.
Men efter selv at have holdt serv i andet sæts tredje parti fik Caroline Wozniacki brudt den 31-årige russers serv for fjerde gang, og danskeren kom senere foran 5-2 i andet sæt.
Svetlana Kuznetsova er imidlertid ikke nummer 10 på verdensranglisten for ingenting, og russeren fik reduceret til 4-5, inden hun bragte sig foran 30-0 i andet sæts tiende parti.
Her viste Caroline Wozniacki imidlertid gode nerver og tog fire point på stribe - og dermed kampen.
»Kuznetsova kom godt igen, og jeg begyndte at tænke 'åh nej'. Men jeg holdt hele tiden focus og kæmpede for hver eneste bold, » sagde Caroline Wozniacki.
US Open er den af de såkaldte Grand Slam-turneringer, hvor Caroline Wozniacki historisk set har haft størst succes. To gange er hun kommet i finalen. I 2009 tabte hun til belgieren Kim Clijsters, og fem år senere stod amerikaneren Serena Williams i vejen i slutkampen.
Efter en periode med skader og svigtende resultater er Caroline Wozniacki røget helt ned som nummer 74 på verdensranglisten, men de to sejre, hun nu har opnået i årets US Open, har givet hende smag for mere.
»Denne sejr har givet mig stor selvtillid. Nu føler jeg, at jeg er ved at være, hvor jeg gerne vil. Jeg håber, at jeg kan fortsætte med at spille på dette niveau,« sagde Caroline Wozniacki, som spiller sin næste kamp fredag.
Modstanderen bliver rumæneren Monica Niculescu.