Det er en Caroline Wozniacki i drillehumør, der inden sin kommende deltagelse ved Grand Slam-turneringen »The Championship« i London-forstaden Wimbledon, er ankommet til England.

Således har hun på Twitter lagt et billede ud af sig selv, hvor hun med kroppen former et stort W.

»W for Wozniacki, Wimbledon, Winner. Er der ellers nogle W'er, jeg skal nævne?« spørger Caroline Wozniacki med et smil og antyder hermed, at relationen til den amerikanske NFL-superstjerne J.J. Watt er brandvarm.

Tidligere på ugen lagde hun på samme sociale internet-medie en video med sig selv som amerikansk fodboldspiller ud. Men heller ikke i det tilfælde nævnte hun J.J. Watts navn, selvom koblingen var tydelig. Det havde dog briternes interesse. Blandt andet lagde avisen Daily Mail historien ud på sin hjemmeside.

For et par måneder siden spurgte BTs udsendte ved et Fed Cup-arrangement i Montenegro den 24-årige danske tennisspiller, om hun kunne gøre offentligheden en smule klogere på, hvad der er op og ned i hendes forhold til J.J. Watt, som hun første gang blev set sammen med 2. påskedag ved den amerikanske collegefinale i basketball mellem Duke Blue Devils og Wisconsin Badgers på Lucas Oil Stadium i Indianapolis.

»Nej, det kan jeg ikke,« lød hendes kortfattede svar, der blev suppleret med et smil, der var fristende at tolke på.

At Caroline Wozniacki og J.J. Watt har et godt øje til hinanden blev bekræftet blot en uge senere, hvor duoen fik taget et billede sammen med to børn. Vel at mærke på Caroline Wozniackis hjemmebane Fisher Island i Florida, hvor hun har investeret en del af sine mange tennis-millioner i en penthouse-lejlighed.

Siden blev Caroline Wozniacki under den netop afsluttede Grand Slam-turnering French Open i Paris angiveligt set i selskab med den 130 kilo tunge J.J. Watt.

Caroline Wozniacki trives tilsyneladende med omverdenens spekulationer om sit privatliv.

»Jeg tror, det er noget, man vænner sig til. Jeg gør de ting, jeg har lyst til og så kan der blive skrevet, hvad der bliver skrevet. De tager jeg ikke så tungt. Nogle gange kan man også bare grine af tingene, fordi de er så langt ude. Det er en del af det. For det første læser jeg ikke, hvad der bliver skrevet om mig, og for det andet er det bare en del af det. Jeg er vant til det. Jeg tror, jeg lavede mit første interview, da jeg var ni år gammel,« har Caroline Wozniacki tidligere sagt til BT.

I øvrigt er det ikke første gang, at Caroline Wozniackis bliver kædet sammen med en NFL-spiller. Efter hun sidste år i maj fik sit planlagte bryllup med Rory McIlroy aflyst, er hun set sammen med Washington Redskins' Ryan Kerrigan. Men selvom om linebackeren med sine 193 centimeter og 118 kilo også fylder godt i landskabet er J.J. Watt i en liga for sig. Efter den seneste sæson blev Texans-spilleren kåret til NFLs bedste forsvarsspiller for anden gang i sine blot fire år i ligaen.

Som optakt til Wimbledon, der indledes mandag 29. juni, spiller Caroline Wozniacki i den kommende uge en opvarmningsturnering i Eastbourne på den engelske sydkyst.

 

FAKTA
Kort og godt om J.J. Watt
Navn: Justin James Watt
Født: 22. marts 1989 i Waukesha, Wisconsin, USA
NFL-karriere: Blev valgt som nummer 11 i første runde af NFL-draften i 2011 af Houston Texas
NFL-meritter: Tre udtagelser til Pro Bowl (2012, 2013, 2014). To kåringer som NFL's bedste forsvarsspiller (2012, 2014). Nummer to i afstemningen om ligaens mest værdifulde spiller i 2014.