På den anden side af nytår spilles den årlige ASB Classic-turnering i New Zealand, og turneringen har denne gang både Caroline Wozniacki og nyforlovede Serena Williams på deltagerlisten.
Fredag ankom tennisstjernerne så i Auckland, og Serena Williams og Caroline Wozniacki kom med samme fly fra Houston. Side om side gik de to stjerner ud i ankomsthallen, men her måtte danskeren sande, at hun ikke var nær så populær som sin amerikanske modpart. Lige i øjeblikket.
De lokale journalister kastede sig hurtigt nemlig over den nyforlovede verdensstjerne, som deltager i ASB Classic for første gang, og imens kunne Caroline Wozniacki gå i fred og ro med sin bagagevogn, mens hun kunne se til, at Serena blev spurgt ind til sin nye forlovelse.
Den 35-årige Serena Williams kunne fortælle, at det er hendes søster skyld, at hun deltager i turneringen for første gang. Det var nemlig den et år ældre Venus Williams, der havde overtalt sin lillesøster til at stille op.
»Det er Venus skyld, så I kan bare takke hende, når hun ankommer. Hun fortalte mig, at her var skønt, og at jeg skulle komme, og jeg lytter altid til min storesøster,« sagde Serena Williams ifølge mediet Stuff.
Serena Williams har vundet alt, der er værd at vinde, på en tennisbane, og hun nyder derfor at komme til byer, hun ikke har set før.
»Det er altid sjovt at komme til steder, man ikke har været før, og jeg er spændt på at være her,« sagde Serena Williams til journalisterne.
Cirka en time efter Serena Williams og Caroline Wozniackis ankomst, landede Venus Williams i Auckland, og hun kunne bekræfte, at hun havde talt varmt om New Zealand til sin lillesøster. Venus Williams har deltaget i turneringen fire gange.
»Vi får altid en god velkomst her, og folk virker til at sætte pris på, hvad vi gør. Vi prøver på at underholde, og vi kæmper altid helhjertet,« sagde Venus Williams efter sin ankomst.
Hun blev også spurgt ind til sin søsters forlovelse, som hun dog ikke havde mange kommentarer til. Hun sagde dog, at det var 'rigtig gode nyheder'.
Turneringen spilles fra 2. til 14. januar i Auckland.