Fire finaler – fire nederlag.
Har det været et dårligt 2017 for Caroline Wozniacki? Det er svært at sige, for den 26-årige tennisstjerne har tre gange tidligere i år spillet sig i en finale på WTA-touren.
Alle tre gange er det dog endt med nederlag, og da Wozniacki lørdag for fjerde gang stod i en finale, blev det endnu engang til et nederlag.
Verdensranglistens nummer tre, Karolina Pliskova, stod over for Wozniacki, og den storservende tjekke blev for stor en mundfuld for danskeren.
En relativt tæt kamp havde kun to servegennembrud, men tjekken stod for dem begge og vandt i to sæt 6-4, 6-4.
Forskellen på de to kombattanter var dog, at mens Caroline Wozniacki havde spillet en lang semifinale fredag, havde Pliskova i stedet en hviledag. Danskeren mener dog ikke, at det var noget, hun kunne mærke undervejs.
»Jeg synes faktisk, jeg spillede rigtig godt. Jeg gjorde, hvad jeg kunne, men Karolina spillede bedre end mig i dag, især på serven, hvor jeg havde problemer med at returnere. Men vi spille begge noget god tennis, og det var en god forberedelse til Wimbledon,« sagde Woziacki til WTAs reporter efter kampen.
Danskeren kom også selv ind på det faktum, at hendes finalestatistik i år ikke er den bedste.
»Det var min fjerde finale i år og fjerde nederlag, så jeg ville elske at have vundet i dag. Men så må femte gang være lykkens gang fra nu af,« sagde en grinende Wozniacki.
Alt i alt kan Caroline Wozniacki også se tilbage på en fin opvarmningsturnering til Wimbledon, hvor især sejren over verdensranglistens nummer to, Simona Halep, især må give moral frem mod Wimbledon.
I første runde af den engelske Grand Slam-turnering møder Wozniacki ungarske Timea Babos, der ligger nummer 42 på verdensranglisten. Wozniacki har ikke tidligere mødt 24-årige Babos i sin karriere, og hun ønskede heller ikke at komme videre ind på sin kommende modstander.
»Jeg kigger aldrig på lodtrækninger. Jeg har fået at vide flere gange, hvem min modstander er, men ud over det ser jeg ikke fremad,« sagde Wozniacki.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvor Wozniacki tager hul på sin Wimbledon-turnering.
