Caroline Wozniacki er tennisspiller, bikini-model og chokolade-reklamesøjle for blot at nævne nogle af danskerens mange aktiviteter.
Hun er trods alt nok mest kendt for sit tennisspil, men hvad ville danskeren lave, hvis hun ikke ernærede sig ved at slå til en filtbold mod verdens bedste spillere, og er det noget, som hun eventuelt kan se sig selv foretage sig efter karrieren?
Det afslører hun nu i et interview med tennisworldusa.org.
»At spille skuespil kunne være en ting, som jeg ville elske at gøre. En anden - og komplet modsat ting - ville være at læse business. International business har altid været noget, som jeg har ønsket mig at gøre. Når jeg er færdig med at spille tennis, så er det dét, jeg gør,« siger Caroline Wozniacki.
Caroline Wozniacki har i tidligere interview fortalt, at hun ikke ser sig selv spille tennis, til hun kommer op i 30'erne. Lige nu er hun 25 år og tænker blandt andet frem mod OL i Rio i 2016, men i interviewet fortæller hun, at det ikke er sikkert, hun stiller op til OL i 2020.
»Jeg vil ikke sige, at det er fuldstændig urealistisk, men lige nu kan jeg ikke se mig selv spille i Tokyo i 2020. Men du ved aldrig. Lige nu tager jeg det en sæson ad gangen. Jeg ved det ikke, der er stadig mange år til,« siger Caroline Wozniacki.
Wozniacki har i denne sæson kæmpet med skader og dårlige resultater, og hvis det fortsætter sådan årene frem, så kunne det indikere, at hun ikke tager til legene i Japan. Og hvem ved - måske hun også stopper karrieren på det tidspunkt?
