- Til alle studerende! Lav jeres lektier i god tid. Wikipedia proterer mod en dårlig lov på onsdag!

Sådan skriver stifteren af det globale internetleksikon, Jimmy Wales, på sin Twitter-konto.

Og den er god nok. Wikipedia bekræfter nu, at den engelsksprogede del af siden holder lukket i 24 timer på grund af to nye amerikanske anti-pirat-love, som ifølge kritikere er et alvorligt anslag mod ytringsfriheden på nettet.

De to love, som endnu ikke er endegyldigt vedtaget, skal gøre hjemmesiders ejere ansvarlige for alle brud på ophavsretten, som foregår på siden. Desuden får myndighederne vide rammer til at skride ind over for hjemmesider, der bryder lovene.

I en udtalelse på Wikipedia siger formanden for fondet, der driver leksikonet, at de to amerikanske love blot er indikatorer på et meget større problem.

- Over hele verden bliver der skabt love, som regulerer internettet og samtidig går ud over vores rettigheder på nettet. Vi vil have internettet til at forblive frit og åbent, over det hele og for alle, skriver fondets formand, Sue Gardner.

Wikipedia blev stiftet i 2001 og er i dag en af verdens mest populære hjemmesider. Leksikonet, som bliver skrevet af frivillige over hele verden, har udgaver på 283 sprog. Den engelsksprogede version, der går i sort onsdag, er den største med over 3,8 millioner artikler.