Bradley Wiggins vil gerne køre Tour de France 2014, men hvis Chris Froome er i nærheden af sit niveau fra årets løb, er det ham, der skal lede holdet. Det slår Wiggins fast

Årets Tour de France blev kørt uden den forsvarende mester, da Bradley Wiggins ikke stillede til start, og hjemme fra sofaen kunne han så i stedet se holdkammeraten på Team Sky, Chris Froome, dominere løbet og snuppe den samlede sejr.

I verdens største cykelløbs næste udgave kan de to ryttere dog meget vel komme til at køre sammen igen. Wiggins fortæller nemlig i dag, at han gerne vil stille til start næste år, og samtidigt indikerer han at han efter årets Tour de France accepterer, at det bliver med Chris Froome i rollen som kaptajn.

- Det handlede om at han skulle gøre, hvad han havde gjort hele året. Det gjorde han, og det var fantastisk. At vinde tre etaper og køre på den måde, han gjorde - det viste at al hypen for løbet var berettiget.

Interessant er det dog at Wiggins selv fortæller, at Froome ”har gjort sig fortjent til at lede holdet igen næste år og gentage det”. Med udmeldingen om at Wiggins gerne selv vil stille til start, betyder dette altså tilsyneladende, at den olympiske mester i enkeltstart gerne vil indgå i en hjælperolle for Froome.

- Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle kunne arbejde sammen, lyder det fra Bradley Wiggins, der i dag starter ENECO Tour, og som har det som det helt store mål at blive verdensmester i enkeltstart i år.

feltet.dk