Knap en tredjedel af sæsonen er spillet i Superligaen, og AGF ligger som oprykker fint til på en ottendeplads og ni point ned til nedrykningsstregen, inden bundholdet Hobro i dag møder Esbjerg, Superligaens næstsidste hold.
Men billedet kan måske snyde lidt. For havde det ikke været for Hobros fejl og manglende spillertilladelse til Adama Tamboura mod selvsamme AGF for et par uger siden, havde aarhusianerne ikke fået en skrivebordssejr på 3-0 i stedet for et nederlag, og så havde afstanden været væsentligt mindre.
Med nederlaget på 0-2 i Farum Park, hvor AGF i den grad blev ned- og udspillet i første halvleg, har AGF nu ikke vundet i syv kampe i streg på banen, og træner Morten Wieghorst ville gerne medgive, at holdet er inde i en krise. Dog kun resultatmæssig og ikke spillemæssig.
»Altså, denne her kamp var ikke god i dag, men de tre foregående skulle vi have haft mere ud af. Dér spillede vi godt. Jeg ved ikke, hvorfor det er så populært at kalde det for en krise. Det kan ikke hjælpe os, og jeg synes heller ikke, det er fair, hvis du ser på de tre seneste kampe inden denne her, at kalde det for en spillemæssig krise. Men resultatmæssigt, ja,« lød det fra Morten Wieghorst.
AGF-træneren var selvsagt ikke var tilfreds med de første 45 minutter, og han rev Ahmed Yasin ud inden pausen og erstattede ham med Aleksandar Cavric.
»Jeg kunne have skiftet rigtigt mange dér. At det lige blev Yasin, er uheldigt for ham, men det var simpelthen for at få rusket op i det, vi så. Og jeg synes, at Aleksandar Cavric er et af lyspunkterne for os i dag,« sagde han og tilføjede om præstationen:
»Vi spiller dårligt i første halvleg. De første 20-25 minutter er vi klart det næstbedste hold på banen, og så bliver det jo svært. Generelt var de i spillet en klasse bedre end os i første halvleg. Det er ærgerligt, for så giver man sig selv en kæmpe opgave senere i kampen. Set over 90 minutter er det helt fair, at Nordsjælland vinder. De var det bedste hold,« forklarede Morten Wieghorst, der varsler ændringer i startopstillingen til næste kamp, når AGF skal en tur til Herning og møde FC Midtjylland.
»Nu skal jeg lige hjem og se kampen igen, og så skal vi til at løfte os på flere niveauer. Som jeg siger, har vi spillet fint i de tre foregående kampe, og det skal vi tilbage til, men nu har jeg stillet det samme hold i de sidste fire kampe uden at få særligt meget ud af det, så det kan godt være, vi skal have kigget på startopstillingen også.«
En af dem, der har været i den startopstilling og lige som resten af holdet ikke ramte dagen mod FC Nordsjælland, var Jens Jønsson, som også indrømmede, at mange ting gik galt i Farum Park.
»Det var defensivt som offensivt, at vi lå for langt fra hinanden i organisationen, og når vi havde bolden, var det omtrent på samme niveau. De formåede at udnytte vores svagheder på dagen, og vi var for langt efter i løb og tanker. Det blev vi bare straffet for. Vi bliver bare spillet ud i dag, og det er selvfølgelig ikke godt nok,« forklarede han, mens musikken fra FC Nordsjællands omklædningrum bragede løs i ren sejsrus.
FC Nordsjælland har nemlig nu vundet tre kampe i streg uden at lukke mål ind, og Farum-mandskabet rykker tættere og tættere på toppen af Superligaen.
»Det er et resultat af hårdt arbejde. Jeg synes, vi har fået mere tryghed i forsvaret sammen med målmand David Jensen, og succes avler succes. Vi spiller en rigtig god kamp,« sagde træner Olafur Kristjansson.