London-klubben er blevet enige med argentinske Mauro Zarate om et skifte til Premier League.

Ifølge Sky Sports har den 27-årige tidligere Birmingham-spiller skrevet under på en tre-årig kontrakt med The Hammers, der sluttede sæsonen på en 13.-plads i Premier League.

Zarate skiftede tilbage til barndomsklubben Velez Sarsfield fra italienske Lazio sidste år, og er netop kåret som topscorer i den argentinske liga, men skulle ifølge det engelske sportssite være tilbage i England i løbet af de næste 48 timer, hvor han vil blive holdkammerat den tidligere FC Midtjylland-spiller Winston Reid.

Den argentinske angriber, der også har en fortid i Inter Milan, gjorde sig i 2010 uheldigt bemærket, da han blev fanget på kamera blandt Lazio-tilhængerne i en kamp mod Bari, hvor spilleren gav en fascist-hilsen. Efter episoden påstod hans talsmand dog, at spilleren ikke forstod betydningen af sin gestus og i øvrigt ikke vidste, hvem Hitler eller Mussolini var.