Men det er ikke alle, der har haft store økonomiske tab på vindmøllerne. Viasats kommentator Carsten Werge har en mølle sammen med ni andre, deriblandt kommentatormakkeren Per Frimann, og han har ikke oplevet problemer.

- Det er korrekt, at jeg er investor i en mølle. Vi har slet ikke haft problemer med det. Det er jo en investering, og der er så nogen, der har været uheldige, men det har vi så ikke. Det er ikke en overskudsforretning endnu. Der er naturligvis en skattefordel de første par år, og så skal det gerne hvile i sig selv, og så når møllen er betalt, eller om man vælger at sælge den, kan man få nogen penge i lommen, siger Werge.

- I vores tilfælde er vi 10 mand, der har købt en andel hver, og så hæfter man kun for en tiendedel. Det handler om, at hvis du har en gruppe investorer, og den gruppe er stabil, sker der ikke noget. I de andre tilfælde er der nogen, der er faldet fra og så hæfter man, med mindre man har lavet andre aftaler. I vores gruppe kører det fint, siger han.