Arsenal står med gode kort på hånden i jagten på en titel i denne sæson. Efter næsten ni år uden trofæer er London-klubben kun to kampe fra FA Cup-titlen.

I vejen for Arsenals pokaldrømme står nu kun Wigan fra den næstbedste engelske række, og enten Hull eller Sheffield United der mødes i den anden semifinale. En pokaltitel på Wembley vil med al sandsynlighed lette presset på Wenger, som har mødt megen kritik for de mange år uden sølvtøj til trofæ-kabinetterne.

Wenger har tidligere udtalt, at Premier League-titlen ikke længere er indenfor rækkevidde, og nu konstaterer han, at fokus ligger på FA Cuppen:

- Vi er tilbage på Wembley, og det er fantastisk. Det er en vigtig turnering. I ved, at vi ikke spiller med om mesterskabet længere, så det er den eneste turnering.

Sidste gang Arsenal kunne hæve et trofæ var i 2005, da London-klubben vandt over Manchester United i en FA Cup-finale, der måtte afgøres i straffesparkskonkurrence. En kamp ,som United dominerede, og hvor Arsenal primært stod langt tilbage på banen og forsvarede sig. Det er ikke den spillestil, der normalt har kendetegnet Arsenal, og ifølge Arsene Wenger var det heller ikke en kamp, som de fortjente at vinde:

- I 2005 fortjente vi ikke at vinde finalen, men det var den eneste måde, at vi kunne vinde den på. Jeg havde ikke lavet det taktiske oplæg sådan, men pludselig var de over os, og jeg indså, at vi fysisk ikke var i stand til at konkurrere med dem, og så sagde jeg, 'okay, lad os forsvare så længe vi kan'.

Om Arsenal kan slutte deres ni år lange titel-tørke finder vi ud af lørdag, når Arsenal møder Wigan i semifinalen.