Han havde planlagt det hele. Med en ring i lommen gik han hen til Wendy Sabatinis hus fuld af tanker om at fri til hende. Men før han overhovedet nåede at spørge, sagde hun nej. Det blev det sidste, hun gjorde.
Amerikanske Jason Eaton troppede tirsdag i sidste uge selv op ved politistationen i Greensburg i delstaten Indiana og bad om at tale med en af betjentene.
Til ham fortalte 43-årige Jason, at han havde dræbt sin kæreste.
Det skriver Washington Post.
Hurtigt rykkede betjentene ud til huset, hvor de fandt Wendys søn, der sad og spiste aftensmad. Han troede, hans mor stadig var på arbejde.
»Betjentene ledte huset igennem og fandt Wendy Sabatini ligge død i et soveværelse ovenpå med et enkelt skudsår i toppen af sit hoved,« forklares det i et dokument i sagen, som det amerikanske medie har fået adgang til.
»En pistol blev fundet inde i soveværelset og beslaglagt.«
Fandt pistolen og gik om bag hende
Jason blev tilbageholdt på politistationen og fortalte betjentene, at han havde fundet pistolen frem efter det fejlslåede frieri.
»Jason Eaton forklarede, at han tidligere på eftermiddagen talte med Sabatini i soveværelset og nærmede sig hende med en forlovelsesring for at spørge hende om at gifte sig med ham. Sabatini afslog det, før han spurgte,« fremgår det af dokumentet.
»Eaton forklarede, at han derefter fandt våbnet frem fra natbordet og gik om bag Sabatini, som sad på den modsatte side af sengen. Eaton sagde, at pistolen gik af og ramte Sabatini i hovedet.«
Efter at have skudt sin kæreste, forlod Jason huset og tog hen til en anden kvinde, som han fortalte, at han havde 'ødelagt alt', og at han 'troede, han havde dræbt Sabatini'. Kvinden kørte derefter Jason hen til politistationen, hvor han fortalte det hele.
Sønnen: 'Alle forelskede sig i hende'
Til tv-staionen Fox 59 fortæller Wendys søn - 18-årige Lake Sabatini - at han vidste, at moderen ville takke nej til frieriet.
»Hun har været gift før, og hun ønskede ikke at blive gift igen,« forklarer han og fortsætter:
»Alle ville øjeblikkeligt forelske sig i hende, når de mødte hende. Hun var en vidunderlig person.«
Samtidig forklarer Wendys søster - Heather - at hun er chokeret over Jasons reaktion.
»Jeg har aldrig set den side af ham, men man kender nok aldrig nogen fuldstændig. Han fik bare ikke det svar, han ønskede,« siger hun.
Jason Eaton står nu til at blive tiltalt for drabet, som Greensburg Police Department endnu er ved at efterforske.
Wendy Sabatini efterlod sig to børn. Hun blev 44 år.
