Det bliver Lars Jacobsen, der skal kæmpe med Peter Ankersen om højre back-positionen på landsholdet til kampene mod Albanien d. 11. oktober og Portugal d. 14. oktober.

Det meddeler DBU fredag eftermiddag.

- Vi er glade for, at Lars Jacobsen er blevet klar efter en skadesperiode, og har spillet europæiske kampe igen, siger landstræner Morten Olsen.

35-årige Lars Jacobsen var på grund af en skade ikke med, da Danmark indledte EM-kvalifikationsturneringen med en sejr over Armenien d. 7. september, men siden er han vendt tilbage på græsset og har fået kampe for sin franske klub Guingamp.

Med sine 69 A-landskampe bliver Lars Jacobsen den mest rutinerede i landsholdstruppen.

- Lars møder sammen med resten holdet ind mandag, og med ham i truppen sikrer vi os den gode blanding af ungdom og erfaring, som er nødvendig i de kommende kvalifikationskampe, siger Morten Olsen.

Dermed trak 25-årige Daniel Wass atter sorteper i kampen om en plads i landsholdstruppen. Trods storspil og målform i sin franske klub Evian har den tidligere Brøndby-spiller længe haft svært ved at bide sig fast blandt Morten Olsens udvalgte.