Daniel Wass nyder tilværelsen i Celta Vigo, som han onsdag aften sparkede videre i Copa del Rey med en scoring mod selveste Real Madrid.
En fodboldfest uden lige med masser af regndans. Nogenlunde sådan beskrives Daniel Wass' og Celta Vigos Copa del Rey-eventyr bedst muligt.
Daniel Wass scorede til 2-1 sent i kampen mod Real Madrid, der godt nok nåede at udligne, men det betød ikke det store, da Celta Vigo havde vundet det første opgør med 2-1 på Bernabeu. Wass lagde faktisk også op til Celta Vigos første mål, men det er han dog ikke blevet krediteret for. Alligevel kunne festlighederne tage form - både på banen og tribunerne.
»Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi mærkede fra første minut, at fansene var med os. En helt fantastisk kamp,« siger Daniel Wass til BT og uddyber sin egen rolle, som han naturligvis også var glad for:
»Det er ikke kun kampen i går (onsdag, red.), at jeg vil gøre det godt i. Det vil jeg hele tiden. Jeg er kommet godt ind i 2017 med mål og gode kampe, og det er dejligt, at folk lægger mærke til det. Men for mig er det lige meget, hvem der scorer, så længe vi vinder.«
Og enhver, der har set billeder fra kampen, har uden tvivl bemærket den store glæde, som lyste ud af den blonde dansker og de øvrige holdkammerater på den regnhærgede hjemmebane Balaidos. Det var fuldt forståeligt. Én ting er at slå Real Madrid ud i kvartfinalen, men det var samtidig første gang siden 1941, for 76 år siden, at Celta Vigo havde held til at slå 'kongeklubben' ud af pokalturneringen.
»Det er ikke hver dag, at man slår Real Madrid ud, og så tror jeg, at fansene kan se, at Celta Vigo er i fremdrift. Vi har slået FC Barcelona i løbet af sæsonen og er med i Europa League. For befolkningen og fansene betyder det meget, og det gør det selvfølgelig også for os spillere,« siger Daniel Wass.
Forklaringen på succesen ligger i følge danskeren ligefor. Holdet har et fantastisk sammenhold, og på banen går tingene op i en højere enhed.
»Vi er som en stor familie, og så har vi vores spillestil, som vi holder os til. Vi kører bare på uden at lave om på tingene,« siger Daniel Wass, der på den personlige side har oplevet en stor fremgang.
»Det er kun gået en vej for mig lige siden, at jeg kom til klubben sidste år. Det er et fantastisk sted at være, og jeg er rigtig positiv og glad for at være her.«
I semifinalen i Copa del Rey skal Celta Vigo enten møde Alaves, Atlético Madrid eller den samlede vinder af FC Barcelona og Real Sociedad - et opgør, der bliver spillet sent torsdag aften.
Også i ligaen ligger klubben fra det nordlige Spanien godt til. Efter 19 runder råder Celta Vigo over 27 point med kun fire point op til Villareal på 6.-pladsen, som giver adgang til europæisk fodbold.
Daniel Wass har tidligere spillet i Evian, Brøndby og Fredrikstad.
