Evian får svært ved at holde på Daniel Wass i transfervinduet i januar med enorm interesse fra europæiske topklubber
Daniel Wass er muligvis ikke god nok til det danske landshold. Men han er godt i gang med at nedlægge den franske Ligue 1 med frisparksperler på en snor. Wass scorede igen onsdag aften et frisparksdrøn fra knap 30 meter i Evians 1-1 kamp mod Bastia.
I weekenden var det danske Jonas Lössl, der ikke fik en chance, da Wass sparkede Evian i front i danskeropgøret mod Guingamp.
25-årige Wass er nu oppe på syv scoringer i den franske liga. Det er stort set halvdelen af Evians samlede 16 mål i sæsonen, og han har også nettet en enkelt gang i pokalturneringen.
Det er især noget, der er blevet bemærket blandt de helt store klubber internationalt. Der kan meget vel komme til at ske noget i januars transfervindue, selv om Evian har meldt sig klar til at kæmpe med næb og kløer for at holde ham til sommer.
Italienske pressekilder melder, at især Inter har en konkret interesse i Daniel Wass, men også mesterskabskandidaterne Roma har nu et par gange haft topscouts udelukkende for at kigge på den danske offensiv-spiller.
Klubber som Newcastle, St. Etienne, Monaco og Schalke 04 har også signaleret interesse, mens der er adskillige andre klubber fra Bundesligaen og La Liga, der er begyndt at røre på sig. I det tilfælde handler det om at spørge Evian på pris og hvilke muligheder, der er for at slippe ham allerede i januar.
Efter 1-1 kampen mod Bastia forsøgte Evians sportsdirektør Pasqal Dupraz at understrege, at der ikke kommer noget salg.
- Vi er helt klar over, at vi ikke kan holde fast i Daniel. Men det er vores mål og intention, at han er i klubben frem til sommer. Derefter er det naturligt, at han skal videre til en større klub, sagde Pasqal Dupraz.
Daniel Wass' agent Michael Johansen bekræfter, at der er en enorm interesse for den målfarlige spiller, der kan dække både kant og centralt på midtbanen og spille højre back.
- Selvfølgelig er det noget, vi kan mærke, at Daniel gør det så godt. Der er rigtig stor fokus på ham. Det var der allerede i sommer, men det er klart, at det er tiltaget. Men vi tager det hele med ro, for i første omgang handler det om, hvorvidt Evian vil sælge ham. Det er klart, at han repræsenterer en stor værdi for dem, og det skal jo matches, siger Michael Johansen til Bt.dk
Kilder oplyser, at Evian har meldt ud til eventuelt interesserede klubber, at Daniel Wass ikke sælges for under 5,5 mio. euro (ca. 41,2 mio. kr.), hvilket er selvfølgelig en høj pris for en spiller, der lige nu trods alt ikke er på det danske landshold.
Evian får i hvert fald svært ved at sige nej, hvis der skulle være en klub, der allerede nu vil matche den pris. Wass har halvandet år tilbage af sin kontrakt, og til sommer bliver det svært at sælge ham til samme pris med kun et år tilbage af kontrakten.
Ifølge svenske Fotbollskanalen.se har tv-stationen Canal + ud fra omfattende statistikker kåret Daniel Wass til den mest effektive frisparksskytte i Europas fem største ligaer siden sæsonen 2011-2012. Ganske vist har Juventus' superstjerne Andrea Pirlo med elleve stykker scoret flere frisparksmål end Wass men brugt flere spark end danskeren.
Wass har nu scoret otte frisparksmål i den periode, og det gør, at han har scoret på cirka 18 procent af alle direkte frispark. Så er det jo værd at bemærke, at Wass med den statistik også overgår Cristiano Ronaldo.