Selvom Paul Walker døde halvvejs henne i optagelserne til dagens actionpremiere ’Fast & Furious 7’, spiller actionstjernen stadig hovedrollen, som om intet er hændt.
Opskriften på denne mirakuløse genopstandelse, som lige nu imponerer selv Hollywoods mest skarpsindige teknologijournalister, består af tre dele.
For det første sagde Peter (Ringenes Herre) Jacksons effektfirma Weta Digital VFX øjeblikkeligt ja-tak til udfordringen. Og Jackson og co. har nu arbejdet på opgaven i to år. Desuden lå filmselskabet inde med mange ekstra-optagelser af Paul Walker fra både ’Fast & Furious 7’ og de seks foregående afsnit i actionserien. Og endelig fik instruktør James Wan hjælp fra Paul Walkers egen familie, idet brødrene Caleb og Cody Walker i over et år er blevet filmet til både action- og dramasekvenser, for derefter at få broderens ansigt digitalt ’klistret’ på deres kroppe.
En digital Paul Walker
Det lyder langt ude. Men som du selv kan se i biografen fra i dag, er resultatet så godt, at det er umuligt at skelne den rigtige Paul Walker fra hans digitale dobbeltgænger.
Efter Paul Walkers pludselige død blev der selvfølgelig lavet lidt om i manuskriptet. Men det endelige resultat er faktisk imponerende tæt på det projekt, der var planlagt, da de første optagelser begyndte tidligt i 2013.
Paul Walkers død var i 2013 én af de mest omtalte showbiz-historier.
Sammen med sin gode ven og finansrådgiver Roger Rodas skulle den 40-årige far til teenagedatteren Meadow (13) lige have en hurtig køretur i en splinterny Porsche Carrera GT. Men Roger Rodas mistede herredømmet med 130 km/t. Begge unge mænd mistede livet i et grusomt flammehav.
Mere end bare film
Efter den oplevelse skulle man tro, at Paul Walkers familie ville holde sig fra alt, der havde med ’Fast & Furious 7’ at gøre.
Men da instruktør James Wan henvendte sig, var brødrene Celeb og Cody Walker ikke et øjeblik i tvivl. For Paul Walker, Vin Diesel og alle de andre medvirkende havde filmserien nemlig forlængst udviklet sig til meget mere end blot surt arbejde.
»De var som én stor familie. Paul glædede sig til hver eneste arbejdsdag. Han tog ofte sin datter med på arbejde. Og sammen med sin udvidede familie fik vores bror også mulighed for at rejse jorden rundt. Og uanset hvor de kom hen, elskede folk serien og dens figurer,« forklarer Caleb Walker – bror og bodydouble.
»Og derfor så vi det nærmest som en pligt og en ære at gøre arbejdet færdigt for Paul,« tilføjer Cody Walker til bladet Hollywood Reporter.
Og Paul Walkers død har ikke alene introduceret en helt ny digital arbejdsmetode i Hollywood. Hans pludselige død har også gjort andre instruktører og filmselskaber ekstra forsigtige.
I dag er det således ikke ualmindeligt, at de store stjerner i nye film får en fuld kropsscanning, før optagelserne overhovedet begynder. På den måde har den tekniske afdeling allerede et forspring, hvis det utænkelige skulle ske.
