Temperamentsfuld og ekstremt grundig islænding skal afløse Ulrik Wilbek som Danmarks landstræner

Det bliver islandske Gudmundur Gudmundsson, der skal afløse Ulrik Wilbek som dansk herrelandstræner, når Wilbek stopper sin trænerkarriere næste år.

Det fortæller flere kilder til bt.dk. Den 52-årige islandske træner, der i øjeblikket er træner i tyske Rhein-Neckar Löwen, bliver præsenteret for offentligheden, når Dansk Håndbold Forbund på mandag afholder pressemøde med den nye landstræner som eneste punkt på programmet.

Landstræner og sportschef Ulrik Wilbek vil ikke bekræfte bt.dks oplysninger, men konstaterer blot, at DHF har fået sin ’førsteprioritet’ som ny landstræner. DHF ville oprindeligt have ventet med præsentationen af Wilbeks afløser til efter EM, men håndboldforbundet har været tvunget til at skrue op for tempoet.

- Det hænger sammen med, at nogle gange bliver man overhalet af virkeligheden. Alle de kandidater, vi har kigget på, har været meget efterspurgte, og hvis vi ville have vedkommende, var vi nødt til at slå til af klubhensyn. Og når det så er på plads allerede nu, så er det lang tid at gå og vente til efter EM med at offentliggøre det, siger Ulrik Wilbek.

Med Gudmundur Gudmundsson ved roret venter der Mikkel Hansen og de øvrige danske håndboldstjerner en stor omvæltning. Gudmundsson beskrives som - i positiv forstand - en stor ’håndboldnørd’, der tænker håndbold 24-7.

Den tidligere islandske landstræner er ekstremt grundig i forberedelsen til hver eneste kamp - op til fire-fem taktikmøder før en enkelt kamp og flere timers kollektiv video-kiggeri er ikke unormalt for Gudmundsson, som sætter en ære i, at spillerne er forberedt ned til mindste taktiske detalje.

Kommunikationen bliver ikke til et problem, da Gudmundsson taler flydende dansk og har et indgående kendskab til dansk håndbold fra sin tid som GOG-træner og sportschef i AG København. Og de danske gloser vil landsholdsspillerne nok høre rigeligt til, da Gudmundsson er kendt som en meget engageret og højtråbende træner på sidelinjen. En rigtig islandsk vulkan, om man vil.

Bt.dk erfarer, at Gudmundur Gudmundsson har brugt en klausul i sin kontrakt til at forlade Rhein-Neckar Löwen til sommer, og DHF slipper derfor for at bruge penge på at købe Gudmundsson fri af kontrakten. Det betyder samtidig, at Gudmundsson ikke skal have en karriere som klubtræner ved siden af jobbet som dansk landstræner.

DRs ekspert Søren Herskind, der har arbejdet sammen med Gudmundsson i AG København, roser islændingen og mener, at han er det perfekte valg.

- Han er en hammerdygtig og meget seriøs træner. Hvis jeg på forhånd skulle have valgt en, så havde jeg valgt ham. Han er den bedste, vi kunne få. Han har erfaring fra højeste klub- og landsholdsniveau og er kreativ og idérig, lyder det fra Herskind, som ser positivt på, at der kommer en udlænding ind på landstrænerposten.

- Han lægger vægt på nogle andre ting end Ulrik. Ulrik har uddelt meget ansvar til spillerne, det kommer Gudmundur slet ikke til på samme måde, fordi han selv er så fokuseret på det taktiske. Men jeg synes, det er godt at få en, der er så anderledes end Ulrik, så spillerne også føler, der sker noget nyt. Det er med til at skabe ny energi, siger Søren Herskind.