Udvalgsarbejdet med lovforslag L215 - indgrebet i lærerkonflikten - har været en farce. Det mener Venstres gruppeformand, Kristian Jensen (V), som er utilfreds over, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) ikke har svaret i tide på udvalgets spørgsmål.

- Vi er blevet stillet i udsigt, at vi ville få svarene i god tid, men måtte konstatere, da vi kom til klokken otte i morges, at vi ikke havde fået svar på noget som helst. Og hvis vi skal tage ansvar for noget så kompliceret som et indgreb i en overenskomst, så skal vi have god tid til at forberede os og stille uddybende spørgsmål, og det har der ikke været. Det er helt utilfredsstillende, siger Kristian Jensen.

Efter 1. behandling torsdag blev lovforslaget sendt i udvalgsarbejde, og det er altså svarene på udvalgets spørgsmål herefter, som ministeren ikke har givet i god nok tid, og det beklager hun.

- Der er nogle spørgsmål, der har været oversendt over tidsfristen, og det har jeg beklaget over for udvalget. Der var lagt til grund, at de skulle være besvaret i går, og det har vi simpelthen ikke kunnet nå. Det kunne vi selvfølgelig have sagt klart allerede i går aftes til udvalget, og det er desværre ikke sket, siger Mette Frederiksen og understreger, at der selvfølgelig skal være »god kommunikation«.

Konsekvensen af de forsinkede svar betyder nu, at 2. behandlingen af lovforslaget fredag er udskudt i tre timer til klokken 13, og herefter vil det vise sig, om forslaget skal tilbage i udvalget før 3. behandling og den endelige afstemning.

Forslaget, der blandt andet lægger op til at fjerne lærernes arbejdstidsregler og skrotte 60-årsreglen, forventes at blive vedtaget fredag eftermiddag med stemmer fra regeringen, Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti.

FAKTA: Lovforslaget er udskudt

Behandlingen af lovforslaget om et indgreb i lærerkonflikten er fredag blevet udskudt fra klokken ti til klokken 13.

Det skyldes, at Beskæftigelsesudvalget endnu ikke er færdig med sin betænkning efter 1. behandling af forslaget torsdag. Hele lovforslaget, der griber ind i konflikten og fastsætter lærernes overenskomst ved lov, bliver hastebehandlet, og derfor skal det både 2. og 3. behandles fredag.

Efter 2. behandling kan forslaget ryge tilbage i udvalgsarbejdet, før det kan sendes til afstemning i 3. behandling.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) er desuden kaldt i samråd om lovforslaget af Venstre, og det samråd er fredag udskudt fra klokken 8.15 til 10.30.

Lovforslaget lægger blandt andet op til at fjerne lærernes arbejdstidsaftale, så det fremover er op til skolelederne at tilrettelægge lærernes arbejdstid.