Selv om Lasse Schöne dundrede bolden i kassen og sikrede Ajax 2-2 mod Celtic, var danskeren ikke lutter smil efter torsdagens Europa League-kamp.
»Jeg er ikke tilfreds med min situation,« sagde Lasse Schöne ifølge AD.ne.
Danskeren er ikke længere blandt træner Frank de Boers udvalgte – han har eksempelvis slet ikke været i startopstillingen én eneste gang i denne sæson.
»Jeg har været et halvt år på bænken, og jeg vil selvfølgelig foretrække at spille. Jeg kan ikke gøre så meget andet end at træne hårdt og godt. Og hvis jeg får chancen, må jeg vise, hvad jeg kan. Det gjorde jeg i dag (torsdag, red.),« sagde Lasse Schöne.
Træner Frank de Boer sagde efter kampen om sin danske reserve, der kom ind og reddede aftenen delvist for det hollandske hold:
»Jeg er bestemt ikke utilfreds med Schöne. Han arbejder hårdt og træner godt, og gør det vanskeligt for mig at vælge. Hvis han fortsætter sådan, vil han helt sikkert være med fra start oftere,« sagde Frank de Boer ifølge AD.ne.
Ajax Amsterdam er også i gruppe med Fenerbahce og Molde. Nordmændene er modstanderne i næste runde.
