Vraget Grand Prix-sangerinde: Nu vil jeg ud og spille min sang
Tine Lynggaard fik mandag det røde kort af DR: Hun får alligevel ikke lov til at deltage i årets Melodi Grand Prix. Nu prøver hun at få noget godt ud af diskvalifikationen.
Tine Lynggaard fik mandag det røde kort af DR: Hun får alligevel ikke lov til at deltage i årets Melodi Grand Prix. Nu prøver hun at få noget godt ud af diskvalifikationen.
- Jeg blev super ked af det. Jeg havde glædet mig rigtig meget til at være med og håbede til det sidste, at vi kunne få lov alligevel.
Sådan siger en noget slukøret Tine Lynggaard dagen derpå.
- Der er en masse ting ved Melodi Grand Prix, som er helt fantastisk. Det er en stor oplevelse at stå på så stor en scene foran så mange mennesker, og alt det forsvandt bare mellem fingrene på mig. Det blev jeg simpelthen så ked af, fortæller hun og fortsætter:
- Jeg var helt vild glad for at være med, for Melodi Grand Prix er noget helt specielt, og jeg ville have været helt vild stolt, hvis jeg kunne have fået lov til at repræsentere Danmark. Så der er mange følelser i det for mig, fortæller hun til bt.dk.
Mandag blev hun og hendes sang smidt ud af årets Melodi Grand Prix, fordi den allerede har været offentliggjort.
Den vragede sangerinde indrømmer, at hun græd en del, da hun fik besked fra Danmarks Radio om, at hun alligevel ikke kunne stille op i Melodi Grand Prix.
- Jeg tror og håber på, at vi kan bruge det her til noget. Jeg håber, at folk kan lide 'Nowhere', så vi kan komme ud og spille. Og så er jeg i gang med at lave en plade, som jeg også håber, at folk vil lytte til. Så jeg har gang i rigtig mange ting.
De kommende dage besøger Tine Lynggaard forskellige radiostationer i landet og håber, at de ved den lejlighed vil spille 'Nowhere' i radioen.'
- Lige nu handler det om at få folk til at lytte til min musik, selvom jeg ikke har været med i Grand Prixet.