Det var en tydeligt rørt Lars von Trier, der i aften modtog de Gyldne Palmer for sin film "Dancer in the Dark" på filmfestivalen i Cannes.

- Jeg er utrolig glad. Og sig lige til Björk, at selv om hun måske ikke tror det, så elsker jeg hende, sagde von Trier, med henvisning til sin films hovedrolleindehaver, den islandske sangerinde Björk, der modtog festivalens pris som bedste skuespillerinde.

Da Lars von Trier havde sundet sig lidt ovenpå den utvivlsomt stærke oplevelse det var at få overrakt beviset på, at han ifølge Cannes-juryen har lavet årets bedste film, var han derimod fuld af mod på nye film.

- Jeg mangler stadig at få de Gyldne Palmer en gang mere, før jeg har fået lige så mange som Bille August. Det har taget mig 15 år at få de første palmer. Men de er samtidig beviset på, at jeg er blevet mere mainstream. Derfor regner jeg med, at det kun tager ti år at få de næste, sagde von Trier.

/ritzau/