Fyns Politi efterlyste mandag en grå Volvo, mistænkt for at have tilknytning til den stenkastningsulykke, der dræbte en tysk mor. Nu er de blevet bombarderet med tip.

Således fortæller kommunikationsrådgiver hos Fyns Politi, Charlotte Nyborg, at efterlysningen har haft gavnlig effekt.

»Vi har fået 44 henvendelser i sagen. Vi efterforsker alle de henvendelser, vi har fået og skal kigge på, hvilke vi kan bruge,« udtaler hun til Ritzau.

Efterlysningen skete på baggrund af et vidne, der angiveligt har set en ældre Volvo stationcar køre ad Middelfartvej mod vest og derefter videre i retning mod den motorvejsbro, hvor den 30 kg. tunge betonklods blev kastet ud fra og ramte bilen med den tyske familie.

Mandag udtalte politikommissær Michael Lichtenstein fra Fyns Politi nemlig i en pressemeddelelse, at føreren af bilen er spændende for efterforskerne.

»Teoretisk kan det være gerningsmanden eller gerningsmændene, der befandt sig i bilen, men der kan også være tale om et vigtigt vidne, som vi selvfølgelig meget gerne vil tale med. Vedkommende kan - også uden selv at være klar over det - sidde inde med vigtig viden i sagen.«

21. august blev en bil ramt af flere tunge betonsten, der blev kastet ud fra en bro tidligt om morgenen.

En tysk kvinde døde som følger af uheldet. Den mandlige fører af bilen vågnede 20. september af sit koma. Med sig i bilen var også en femårig dreng, der overlevede med mindre skader.