Hans datter, S, er ifølge tiltalen blevet udsat for så mange brutale overgreb fra den jævnaldrende LMO, at statsadvokaten end ikke har nævnt et helt præcist antal i anklageskriftet.

Under faderens vidneforklaring tegnede han et billede af sin datter, som i dag er forvandlet til et nervevrag, hun er ikke længere i stand til at koncentrere sig, hun kan ikke huske ret meget, og følgevirkningerne af LMOs grove behandling af hende er også gået ud over hendes uddannelse.

- Efter det var gået op for mig, at der var noget galt, begyndte han at ringe både til mig og S hele døgnet.Og han fulgte også efter hende. Selv tidligt om morgenen, når hun skulle til toget for at tage på arbejde. Han stod klar og han stalkede hende simpelthen, fortalte Ss far. Og fortsatte forklaringen:

- Igen og igen ringede han, og han sagde hele tiden, at han ville slå S ihjel. På et tidspunkt kan jeg huske, at de sidste ord, han sagde til mig, var: Vi ses til hendes begravelse. Vi ses snart, fortalte Ss far, som tydeligvis ikke havde det godt med at sidde få meter fra sin tidligere svigersøn.

LMO er i sagen tiltalt for ikke færre end 19 alvorlige forhold. De to primære ofre er LMOs to ekskærester, som i dag er henholdsvis 22 og 24 år.

Begge er efter anklageskriftet blevet udsat for utallige voldtægter, voldsepisoder, kvælning, trusler og husfredskrænkelser fra LMO.

LMO blev anholdt den 30. maj 2011 og har siddet varetægtsfængslet lige siden grundlovsforhøret.

Sagen har været efterforsket i dyb hemmelighed og er først kommet til offentlighedens kendskab for få dage siden.

Ved Retten i Odense føres den for et nævningeting, hvilket indikerer, at LMO ved domfældelse står til mindst fire års fængsel.

LMO nægter sig skyldig i samtlige anklagepunkter.