"Jeg er ligeglad med, hvad I siger. Jeg ved, jeg er uskyldig. Hvis I endelig vil dømme mig, så døm mig for mord. Gi' mig 16 år for mord," rasede den tidligere volds- og røveridømte kurder mod politianklager Ulla Thybo.
Dommer N. Feilberg Jørgensen fandt voldtægtsmistanken mod ham begrundet og varetægtsfængslede kurderen for tre uger.
Ved anholdelsen af den 20-årige i dennes lejlighed i Bøgeparken i Vollsmose søndag nat fandt politiet dels et par grå bukser, som var tilsmudset med græs og jord. Dels var der sæd- og blodpletter i den anholdtes underbukser.
Politiet fandt også en sort Helly Hansen jakke, en speciel tophue med mærket T, en såkaldt en-håndsbetjent stiletkniv, en ørering og en handske med hul i.
Den 14-årige pige har fortalt politiet, at manden, der voldtog hende, bar en mørk Helly Hansen jakke, en karakteristisk tophue og handsker med hul i. Han havde også en ørering i det ene øre, og han truede hende med en spids kniv.
På pigens tøj har politiet også fundet blod- og sædpletter, som sammen med fundene på den sigtedes tøj i øjeblikket er ved at blive DNA-testet. Resultatet ventes om et par uger.
Den 20-årige afviste i retten, at tøjet var hans.
"Vi kammerater låner tøj af hinanden. Alle kan have taget det tøj i min lejlighed," sagde han. Han afviste også, at den gule EU-knallert, som den 14-årige pige har fortalt, voldtægtsmanden kørte på, var hans.
"Den er stjålet og lå i en opgang i Birkeparken. Alle og enhver kunne bruge den," forklarede den 20-årige kurder.
Blodet i sine underbukser forklarede han med, at han fredag nat havde været oppe at slås med en flabet dansker uden for diskotek Boogie i Odense. Danskeren blev banket ned og tværet ud i asfalten.
"Han må have sparket mig i skridtet. Jeg husker det ikke. Jeg var fuld. Jeg havde været sammen med mine venner. Vi havde røget joints og drukket vodka hele dagen," forklarede den 20-årige.
Kort før det 14-årige avisbud blev tvunget ind på en mark i Åsum og voldtaget, havde en mand med samme signalement som voldtægtsmanden antastet en mor og hendes datter.
"Jeg vil kneppe din datter," havde den knivbevæbnede mand sagt. Han skubbede moderen omkuld, men flygtede, da datteren skreg op.
Begge har genkendt det tøj, som politiet fandt i den sigtedes lejlighed, som det deres overfaldsmand havde på tidligt lørdag morgen.
Den 14-årige pige er fortsat så psykisk ødelagt oven på voldtægten, at hun får psykologbehandling. Den 20-årige var prøveløsladt fra en voldsdom på fem måneder. Han mangler at afsone halvanden måned.
Billedtekst: Faksimiler af B.T. den 19. marts og 21. marts.